Sidste år ved juletid var Danmark vært for FNs store klimatopmøde og regeringens retorik på klimaområdet fejlede ikke noget.
Ifølge daværende klimaminister, Connie Hedegaard, var det nu eller aldrig, hvis verdenen skulle opnå en global bindende klimaaftale, og EU og Danmark var parat til at gå i front med markante reduktioner i udslippet af drivhusgasser. I dag virker det som om, den danske regering har deponeret ambitionerne på klimaområdet sammen med minderne om et trist klimatopmøde, der som bekendt aldrig leverede de resultater, der var lagt op til.
Den danske regering er i dag et af de lande, der kæmper for at overlæggeren for EU's klimapolitik ikke hæves. Det står i grel modsætning til flere af EU's store lande såsom England, Tyskland og Frankrig, der arbejder for, at EU skal reducere sit udslip af klimagasser med 30 procent i 2020 i forhold til 1990.
Den danske regering fastholder imidlertid, at EU kun skal reducere med 20 procent. Også fra et økonomisk og erhvervsmæssigt perspektiv er det svært at forstå den danske regering. Danske virksomheder er helt i front, hvad angår vedvarende og effektive energiteknologier, og da vores største eksportmarkeder jo netop er vores nabolande i EU, vil høje europæiske klimakrav være til gavn for store dele af dansk erhvervsliv.
Regeringen nedsatte for et par år siden en klimakommission, der barsler med en plan for, hvordan Danmark kan omstille til 100 procent vedvarende energi. Noget tyder på, at kommissionsarbejdet endnu engang ender som en politisk syltekrykke.
Men hvorfor arbejder regeringen ikke længere for en ambitiøs europæisk klimapolitik? Det forstår hverken den nuværende klimakommissær eller den tidligere politiske orfører i Venstres, Jens Rohde.
Jeg håber, at vælgerne straffer regeringen for en klimapolitik, der åbenbart kun var vigtig, da det internationale rampelys var tændt.
