Klar til revy i Torkilstrup

Revyen er et vigtigt omdrejningspunkt, for at få tingene til at hænge sammen for forsamlingshuset i Torkilstrup på Nordfalster. Sydsjællands Tidende kiggede forbi.

Når revyen i Torkilstrup forsamlingshus på Nordfalster idag har premiere opfylder den flere gode formål. De medvirkende aktører har haft det rigtig sjovt i den intense øveperiode op til revyen. De cirka 300 gæster, som ventes at se revyen over de tre gange, hvor den opføres i forsamlingshuset, får sig forhåbentlig nogle hyggelige aftener med spisning og underholdning, og ikke mindst er revyen en af de vigtige aktiviteter, som skal være med til at holde gang i forsamlingshuset, som er det eneste lokale samlingssted ud over kirken.

 

Lokale islæt

Revyen i Torkilstrup har eksisteret lige siden 1982, hvor det hele startede med dilettantkomedie arrangeret i et samarbejde mellem idrætsforeningerne i Torkilstrup og Gundslev. De sidste tre år er det TLG (Torkilstrup og Lillebrænde Gymnastikforening), som har stået for den årlige revy i samarbejde med Ejerforeningen Torkilstrup Forsamlingshus.  Det fortæller Niels Ubbesen, der er en af de lokale aktører, som har været med lige siden starten og som indgår i det team, der skriver og finder tekster og får det hele sat sammen.

– Vi er flere om at skrive teksterne, og så ?låner? vi lidt hist og pist, forklarer Niels Ubbesen, som sammen med de øvrige tekstforfattere, sørger for, at der er lokale islæt i den meget blandede revy. Den indeholder for eksempel også en parodi på tv-programmer, en hyldest til 90 års fødselaren Bent Fabricius Bjerre, en Grand Prix kavalkade med samtlige skuespillere foruden et par numre ? en smule under bæltestedet.

Nummeret ?Bænken?, der er med i både første og anden afdeling ? og i øvrigt har været et fast indslag i flere år ? giver anledning til for de to medvirkende at komme med lokale stikpiller og hentydninger til alt muligt fra Torkilstrup og omegn. 

 

Låner lidt

Årets revy, der har 12 medvirkende, er en blandet sag med i alt 15 numre instrueret af Lene Frimand. Musikken, der en vigtig ingrediens, leveres af Niels Ole Rasmussen. Et par af de lokale faste skuespillere har meldt afbud i år, så revyen har denne gang lånt aktører fra amatørscenerne i Nørre Alslev, Stubbekøbing og Horbelev.Skuespillerne fik udleveret deres tekster i slutningen af december, og siden har man under Lene Frimands instruktion øvet tre gange om ugen for at blive klar til premieren.

 

Ondt i økonomien

Som så mange andre forsamlingshuse har også huset i Torkilstrup, der er opført i 1903, problemer med økonomien. Guldborgsund kommune giver godt nok et tilskud, der dækker varmeudgifterne, men alle andre udgifter til drift og vedligeholdelse påhviler ejerforeningen. 

Derfor er det vigtigt, at de lokale er så gode til at bakke op om revyen i forsamlingshuset, hvor der i det daglige foregår rigtig mange aktiviteter, forklarer Niels Ubbesen.

– Tre gange om ugen bruges forsamlingshuset af TLG til gymnastik. Der er linedance to gange om ugen, ligesom der spilles badminton.  Derudover lejes huset ud til private fester. Der arrangeres høstfest og fastelavnsfest ? alt sammen for at få økonomien til at hænge sammen.

– Vi kæmper en ihærdig kamp mod forfaldet, og kan glæde os over den lokale opbakning til huset, hvor der foregår rigtig meget.

 

Fakta

? Revyen i Torkilstrup har premiere idag, lørdag den 31. januar og repremiere lørdag den 7. februar. Der indledes med spisning fra klokken 18, revyen opføres fra klokken 20, hvorefter der sluttes af med dans.

 

uj