Jeg bor lige bag ved Jernbanegade og er derfor glad for, at der er gode indkøbsmuligheder i gåafstand.
Jeg er glad for økologi og synes derfor, at Kiwis tiltag omkring momsfritagelse af økologiske varer er en super ide.
Jeg er meget glad for grøntsager og synes derfor at momsfritagelse på disse er med til at få priserne på grøntsager til at glide lettere ned.
Jeg sætter stor pris på unge mennesker og synes derfor det er fantastisk, at de kan gå ud og få sig et job, så de lærer det danske arbejdsmarked at kende. Kiwi er på mange måder med til at brede dette ud for de unge.
Der er altså rigtig mange positive vibrationer omkring Kiwi…
Hvordan kan det så være, at Kiwi ikke lever op til det ansvar man har, når man ansætter meget unge mennesker i jobs, hvor de skal arbejde med mennesker udover alle de andre opgaver de har i en dagligvarebutik?
Jeg går som udgangspunkt ud fra, at de unge gør deres bedste, med det de har med sig. Det er den basis, som Kiwi skal arbejde med, så de unge lærer, hvad det vil sige at begå sig på arbejdsmarkedet. Det jeg ser i Kiwi er, at de unge for det meste er overladt til sig selv i kassen, hvor de udover at skulle scanne varer og tage imod penge også skal udlevere pakker, frimærker, tage i mod pakker der skal sendes m.m. Noget de, som jeg oplever det, ikke har lært af en ansvarlig arbejdsgiver. Køen ved deres kasse vokser og utilfredsheden breder sig. Det er at svigte de unge, og det giver helt sikkert ikke point på kundeservicedelen.
I stedet kunne Kiwi sørge for at skabe er trygt og godt arbejdsmiljø for deres unge medarbejdere, hvor de bliver oplært i, hvad det vil sige at arbejde i den type dagligvarebutik, som Kiwi er. Det har de vel egentlig krav på. Det kunne i øvrigt give Kiwi den sidegevinst der hedder flere tilfredse kunder.