Kina kan blive førende i klimakamp

Hvis Kina når egne klimamål, vil landet være det, der har gjort mest for at begrænse udledning af CO2 inden 2020, vurderer Det Internationale Energiagentur.

Diset dag i beijing for en måned siden.
Diset dag i beijing for en måned siden.

Kina overtager førerstillingen i 2020 i kampen for at bremse den globale opvarmning, hvis landet opfylder regeringens egne mål om at nedskære udledningen af CO2.

Det spår Det Internationale Energiagentur (IEA) ifølge det britiske dagblad Financial Times.

– Hvis Kina når sine mål – og tidligere har det nået de fleste af målene af denne art – vil dets vækst i udslip være faldet så meget i 2020, at det vil være det land, som har opnået den største enkelte nedskæring. Kina vil være i spidsen i bekæmpelsen af klimaændringer, siger IEA's cheføkonom, Fatih Birol, ifølge Financial Times.

Vurderingen går stik imod det internationale omdømme, som Kina har som et land med en ineffektiv kulfyret industri, der modsætter sig krav om at begrænse udslippet af drivhusgasser.

Den kinesiske indsats vil gøre det lettere at nå frem til en klimatraktat på topmødet i København i december. Ifølge udkastet skal store vækstlande træffe "målelige" foranstaltninger for at begrænse CO2-udledningen.

Kina er dog stadig ikke parat til at forpligte sig på, hvornår landets CO2-udslip topper, og Kina er heller ikke indstillet på at medvirke til, at verden skal halvere udslippet inden 2050.