Kalundborg GB's stærke polske målmand Jakub »Kuba« Siwierski er måske på vej til rivalerne i Svebølle B&I.
Svebølles sportschef Torben Jørgensen bekræfter interessen, men understreger, at der ikke ligger en aftale.
I Kalundborg siger sportschef Rene Arpe om fremtiden med Siwierski: – Spørg hellere Svebølle om det.
Kalundborg GB røg søndag ud af kvalifikationsrækken og må spille i sjællandsserien efter sommerferien, mens Svebølle måske er på vej væk fra sjællandsserien og op i danmarksserien. Svebølle kan altså sportsligt overhale Kalundborg, og det stiller naturligvis klubben stærkt i kampen om spillere.
Svebølles »problem« er, at klubben allerede har en meget stærkt spillende målmand i Steffen Falster.
– To så stærke målmænd vil måske være for meget af det gode i en klub af Svebølles størrelse. De kan begge begå sig i 2. division og næppe nogen af dem har lyst til at spille i serie 4, hvor vores andethold spiller, siger Svebølles sportschef.
På den anden side har Svebølle i øjeblikket den tidligere divisionsmålmand i Kaludnborg, Thomas »Tumbi« Nielsen, som målmandsgardering.
– Men vi har ikke haft to målmænd i træningspassene, og det er jo vigtigt for intensiteten, siger Torben Jørgensen.
Han udelukker ikke, at Svebølle ender med to bomstærke keepere i staben.
– Det vil virkelig give kamp om pladserne, siger han.