Torsdag den 3. april er der foredrag i Birkerød Sognegård. Kl. 19.30-22 fortæller Karsten Fledelius om Religions- og kulturmødet i Andalusien.
Spanien er et land med en rig kulturarv og en dramatisk historie. Men intet sted gælder det i så høj grad som i Andalusien, i lange perioder den både økonomisk, politisk og kulturelt førende del af Spanien. De fleste af byerne, men især hovedbyerne Sevilla, Cordoba og Granada, bærer den dag i dag præg af både kultursammenstød og sameksistens gennem mange århundreder, fra romertiden til nutiden, og med den 700 år lange periode som islamisk område. Lektor Karsten Fledelius vil fortælle om religions- og kulturmødet i Andalusien. Han er cand.mag. i historie og serbokroatisk, siden 1986 ansat ved Institut for Film- og Medievidenskab. Han dækker et stort vidensfelt indenfor kultur, samfundsforhold og kirke, men vil især være kendt i offentligheden for analyser og kommentarer til Balkan-spørgsmål.