Karoline og Louise svømmede med truede havskildpadder

Allerød-piger var Wildlife Reporters i Grækenland

Foto: Michael Braunstein

Ferieparadiset på den græske ø Zakynthos er kendt for den uægte karetteskildpadde.

WWF Verdensnaturfonden har sendt seks teenagepiger til øen som Wildlife Reporters, med den opgave at undersøge, hvordan turismen påvirker de følsomme havskildpadder, som de seneste årtier har været i kraftig tilbagegang.

Karoline Hardis og Louise Dyrby Kloch fra Allerød var blandt de seks rapportere, som den seneste uge har interviewet turister, hotelejere og frivillige om problemerne med øens havskildpadder.

Skildpaddernes yngleperiode falder sammen med turisternes højsæson, og ved at interviewe lokal og frivillige, der bruger sommerferien på at beskytte rederne, finder pigerne hurtigt ud af, at det især er de unge party-turister, som kun kommer til Zakynthos for at feste og dase, der udgør den største trussel mod havskildpadderne.

"De fester larmende om natten på hoteller, der ligger helt ned til stranden og forstyrrer skildpadderne, når de skal på land for at lægge deres æg," forklarer pigerne og fortsætter:

"Og om dagen stikker turisterne deres parasoler i rederne og knuser de følsomme æg. Og hvis skildpaddeungerne skulle være så heldige at blive udklækket, bliver de ofte fanget i turisternes sandslotte på vej ud i havet".

Det gælder derfor om at finde en balance. Denne sætning har pigerne hørt mange gange på deres ekspedition.

Man skal finde balancen mellem natur og turisme og nå et kompromis, der ikke skader hverken naturen eller grækerne, der netop nu har stærkt brug for indtjeningen fra turisterne, påpeger WWF.

"Skildpadderne er en af de helt store attraktioner på øen, så det kan i sidste ende koste grækerne dyrt at udrydde dem," forklarer pigerne.

Pigerne tager hjem fra ekspeditionen med viden om, at det i sidste ende handler om, at grækerne skal satse på en anden slags turister, end de larmende partyturister:

"Det kommer til at tage tid, at omstille turismen, men det er den eneste måde skildpadderne kan sikres," slutter pigerne.

Man kan læse pigernes dagbøger på wwf.dk eller pandaclub.dk