
Hvis man kender en person, forening, organisation eller privat virksomhed i Fredensborg Kommune, som man mener fortjener Handicapprisen 2019, så er det nu – og senest 24. oktober – man skal indstille sin kandidat.
Fredensborg Kommunes handicappris bliver i år uddelt for tiende gang. Den tildeles privatpersoner, foreninger, organisationer eller virksomheder i erhvervslivet, som i særlig grad har ydet en indsats for, at børn og/eller voksne med handicap kan deltage i samfundslivet på lige fod med alle andre.
Handicapprisen tildeles blandt andet ud fra, om der er skabt forhold, der kan bidrage til en forøget livskvalitet hos børn og/eller voksne med handicap og skabt mulighed for at børn og/eller voksne med handicap kan deltage på lige fod med øvrige borgere
Senest prisen blev uddelt, gik den til SuperBrugsen i Fredensborg for at hylde personalets store hjælpsomhed og imødekommenhed. Prisen overrækkes tirsdag 3. december ved et arrangement på Lindegården i Fredensborg.
Indstilling på mail til fredensborg@fredensborg.dk eller brev til Center for Familie og Handicap, Udviklingskonsulent Kate Larsen, Fredensborg Kommune, Egevangen 3B, 2980 Kokkedal.