
Håndboldklubben HC Midtjylland skal igennem en målmandsrokade efter sæsonen.
Her skifter Tim Winkler til Ribe-Esbjerg, mens Anders Petersen skifter til midtjyderne fra Sønderjyske.
HC Midtjylland og Ribe-Esbjerg oplyser hver især om tilgangen af en ny målmand fra næste sæson.
– Anders Petersen er en målmand, som kan være med til at spille os helt i toppen.
– Han kommer med en masse rutine, der kan være med til at opbygge det nye HC Midtjylland, siger Morten Secher, HC Midtjyllands cheftræner.
33-årige Anders Petersen har fået en toårig kontrakt med midtjyderne.
31-årige Tim Winklers aftale med Ribe-Esbjerg gælder i tre år, og i Ribe-Esbjergs lejr er der glæde over aftalen.
– Det er en målmand, der går ind i sin bedste alder. 30'erne er en god alder for målmænd, der normalt topper sent, siger Claus Uhrenholt, cheftræner i Ribe-Esbjerg.
Tilgangen af Tim Winkler betyder formentlig, at veteranmålmanden Søren Haagen på 42 år stopper i Ribe-Esbjerg efter sæsonen, hvor hans kontrakt udløber.