"Jeg har det ok, selvom jeg ikke så godt kan lide at gå ud, når det er mørkt. Sådan har jeg ellers aldrig haft det."
Ordene falder monotont og fattet. De kommer fra Julie Holm fra Frederikssund. Hun er 19 år.
For en uge siden stod hun ansigt til ansigt med den røver, som med en pistol truede sig til kassebeholdningen i Rema 1000 i Frederikssund. Episoden står stadig klart i hendes hukommelse, lige med undtagelse af nogle minutter som hun ikke husker.
"Jeg stod og manglede noget rengøringsmiddel, og ville derfor tage i Rema 1000. Klokken var 20.55, så jeg fik lov til at låne min fars bil, så jeg kunne nå det, inden de lukkede klokken 21," fortæller Julie.
"Jeg kørte derned, og så på uret at jeg lige akkurat kunne nå det. Klokken var 20.57, da jeg parkerede bilen i båsen lige foran indgangen."
Julie fortæller, at medarbejderne allerede havde kørt blomsterne ind. Der var med andre ord helt tomt på parkeringspladsen foran butikken.
Julie springer hurtigt ud af bilen og skynder sig hen mod butiksindgangen.
Her får hun øje på en mand. Han går langs husmuren i retning mod indgangen til Rema 1000 – og dermed også imod hende.
"Jeg husker, jeg bemærkede, at han havde noget mærkeligt tøj på, en slags malerdragt. Så jeg tænkte, at det nok var en arbejdsmand." Julie holder en kort pause. Hun leder lidt efter ordene og fortsætter så:
"Så ser jeg, at han har en elefanthue på og en sportstaske i hånden."
Julie når ikke at tænke ret meget andet, end at hun må væk. Hun løber hen til bilen, og skynder sig at dreje nøglen.
Da hun bakker ud af parkeringsbåsen, kan hun gennem vinduet ind til butikken se en ung dreng ved kassen, der er også en pige i nærheden. Begge står overfor den maskerede mand. Han retter en pistol direkte imod dem.
"Jeg bliver vildt bange. Jeg vil væk, så jeg kører ud af parkeringspladsen, og efter den første rundkørsel holder jeg ind til siden og ringer 112. Jeg kan ikke huske så meget fra de minutter, det hele er lidt sløret, men jeg tror, jeg sagde noget med, at jeg mente at have set et røveri i Rema 1000."
Der går ikke lang tid, før Julie kan se de blå blink fra politibilerne. Da hun kommer hjem til sin far, beslutter de sig for at køre tilbage til butikken.
Her bliver hun afhørt af en betjent.
I dagene der er gået siden episoden fandt sted, har Julie forsøgt at holde fast i sin dagligdag blandt andet med sit arbejde i en af Frederikssunds forretninger. Hun synes, at episoden er begyndt at fylde lidt for meget hos hende.
"Jeg tænker meget, er blevet lidt mistænksom. De sidste dage har jeg haft svært ved at sove. Og ja, så har jeg som sagt svært ved at gå ud, når det er mørkt."
Henrik Laugesen fra Nordsjællands Politi oplyser, at politiet, en uge efter røveriet, ikke er kommet en opklaring nærmere. Med andre ord er røveren som sunket i jorden.
"Vi har fået få henvendelser i sagen, men ikke noget afgørende," siger Henrik Laugesen til Lokalavisen.