Vores kommune er under forandring – ikke alt er som det plejer, og nogen frygter, at det bliver værre. Men her i Humlebæk er jeg overbevist om, at det vigtigste vil bestå – fællesskabet. Mon ikke det i virkeligheden vil udbygges og styrkes i smeltediglen, sagde kulturudvalgsformand Ulla Hardy Hansen da hun i sidste uge tændte juletræet.
Alligevel kan det ikke nægtes, at juletræet her på trekanten bliver det sidste, der skal tændes som en Fredensborg – Humlebæk tradition. Men mon gode traditioner lader sig udrydde af den slags småkrusninger, vi i øjeblikket oplever på det lokale landkort.
Det hedder sig, at dén, der har plantet et træ, ikke har levet forgæves. Så Grundejerforeningen for Humlebæk har sat sig spor. Nogen vil måske påstå, at træet her er fældet og netop ikke plantet. Men det ene udelukker ikke det andet – de er vel i realiteten hinandens forudsætning og et malende udtryk for det evige kredsløb. Granens rødder står ikke mere i muld, men i traditioner. Træet er tæmmet, og så er vi ansvarlige for det – som Antoine de Saint-Exupérys lille prins var ansvarlig for ræven, han havde tæmmet.
I vor moderne, strømlinede tidsalder er vi tilbøjelige til at glemme de kræfter, der skjuler sig bag symbolerne. Men det har altid været menneskets lod at skabe orden i kaos. Vi har brug for at kunne se sammenhænge. Derfor erstattede den kristne jul, den hedenske midvinterfest og Skt. Hans den sikkert blodige midsommerfest.
Når vi tænder træet her i Humlebæk, er det for at varsle lys i både det fysiske og det psykiske mørke. Vi er nemlig ikke kun ansvarlige for træet som træ. Vi er i endnu højere grad ansvarlige for budskabet i lyset, som taler om håb, glæde, fordragelighed og ikke mindst fred på jord.
Træet skal være ringen, der sluttes. Den ring vi i vores naive overmod så tit har lyst til bryde, fordi vi tror, at lykken ligger udenfor ringen. Men vi skal heller ikke glemme, at julen er glædernes fest. Der skal danses om træet.
