‘Ju-hu så skal der leges’

Elever fra Slotsparkens Friskole var ovenud begejstret, da deres nye legeplads blev indviet

To klatretårne og en multibane var, hvad Slotsparkens Friskole langt om længe kunne indvie onsdag takket være opsparing og ikke mindst en stor håndsrækning fra flere kreative forældre.

 

"Vi har længe haft et ønske om at anlægge en multibane, og nu er det så endelig lykkedes," siger skoleleder Jens Mølsted Pedersen og tilføjer:

"Takket være nogen som kender nogen, er det lykkedes os at skaffe belægningen til multibanen helt gratis fra Ålborg Fodboldklub, fordi de alligevel skulle have nyt. Vi kan derimod sagtens bruge den."

Jens Mølsted Pedersen fortæller, at klatretårnene også er anskaffet gennem hjælpesomme forældre med gode forbindelser.

"Vi var sidste år inde på Syvstjerneskolen i Værløse for at skille tårnene ad. De skulle nemlig have ny legeplads," siger Mølsted og forsikrer, at Frederikssund Kommune har sikkerhedsgodkendt de to legetårne, så eleverne på Slotsparkens Friskole trygt og sikkert kan færdes i dem.

Og det var helt tydeligt dagens store trækplaster på legepladsen, for snoren var endnu ikke klippet, før mange af eleverne var at finde højt til vejrs.

Selv sprang Møldrup op på det nye rækværk ind til multibanen for at byde velkommen, for udover de forventningsfulde elever, var også Rejsestalden og Jægerspris Netværk inviteret. Og det var der en særlig grund til:

"Vi skal være bedre til at åbne os mod lokalsamfundet, og jeg kan se, at der er kommet flere udefra som har taget imod invitationen," lød det blandt andet i skolelederens tale.

Efter to gange snoreklip var der rig mulighed for leg, basketball og fodbold på multibanen – og i dagens anledning tilmed varm kaffe, cacao og kringle til alle.