John McEnroe bøjer sig for Novak Djokovic

Tennislegenden John McEnroe håber, at Novak Djokovic slår hans rekord for flest vundne kampe i træk.

Han sidder endnu på rekorden for flest vundne tenniskampe i træk samme år, men tennislegenden John McEnroe håber, at han snart skal afgive rekorden til Novak Djokovic. Serberen har i år vundet samtlige sine 37 kampe.

– Jeg er meget spændt over, at han kan slå min rekord ved French Open. Rekorder er til for at blive brudt, siger 52-årige John McEnroe.

I 1984 vandt amerikaneren 42 kampe i træk, mens Novak Djokovic indtil videre har vundet 37 kampe på stribe i 2011.

John McEnroe mener, at Novak Djokovic' præstation allerede er større end hans egen.

– Der er mere konkurrence, bredden er større, så jeg vil sige, at hans stime er endnu mere imponerende end min, siger John McEnroe.

Amerikaneren peger også på, at Novak Djokovic – modsat McEnroe selv – har vundet en grand slam-titel undervejs i den lange stime af sejre.

– I 1984 blev Australian Open spillet i slutningen af året, mens han har vundet turneringen. Min stime blev brudt i den første grand slam-turnering det år, French Open. Så tingene har ændret sig, siger John McEnroe, som dengang tabte finalen i Paris til Ivan Lendl.