GANLØSE: Med kun 16 år på bagen er det lidt af en bedrift, at Michael Hedstrøm nåede frem til finalen i Danske Banks store filmmanuskript-konkurrence.
122 unge fra hele landet havde sendt deres manuskript ind, og Michael kom altså både i finalen og blev den yngste vinder med sit manuskript. Og med det har han vundet en tre dages workshop på Den Danske Filmskole:
– Det var en kæmpe anerkendelse. Jeg har altid været glad for drama, film og skuespil, og de seneste to år har jeg også haft drama på Ganløse Skole. Jeg har haft lyst til både at blive skuespiller og instruktør, men jeg synes, det er mest spændende at kunne udtrykke sine følelser gennem at instruere og skrive manuskripter, fortæller Michael Hedstrøm.
Michaels manuskript handler om at blive forelsket i den forkerte. Mens både publikum og familien i filmen tror, at hovedpersonen Adam er forelsket i Eva, der går i parallel-klassen, så er han i virkeligheden mest tændt på hans kammerat, som man ser først i filmen.
– Den siger noget om teenage-livet. At der er så mange forventninger til os, men vi vil i virkeligheden selv bestemme. Ingen skal få lov til at bestemme over os. Samtidig er det svært for andre – de voksne – at forstå, hvad der rører sig i os, fortæller Michael Hedstrøm.
Han har diskuteret hele tre ideer sammen med hans kammerater og fundet ud af, at historien om Adam og Eva var den bedste.
Michael fejres i øvrigt i Den Danske Banks Stenløse-afdeling, hvor filialchef Svend Erik Jørgensen tager imod på torsdag klokken 17. Her får han også overrakt et diplom.
– Vi er stolte af at have en vinder her fra byen. Vi håber på, at Michael Hedstrøm får masser af inspiration og brugbare ting med hjem i bagagen fra workshoppen på Den Danske Filmskole, siger Svend Erik Andreasen.
Michaels manuskript er blevet bedømt af nogle af de bedste instruktører og filmmagere i Danmark. Blandt andet Nicolai Arcel og Niels Arden Koplev.