Jeg havde aldrig troet, jeg kunne gennemføre det!

Anja Rostock-Nielsen og Anne Didder Jensen, har begge deltaget i et vægttabsforløb hos vægtcoach Heidi Højlund fra Kerneslank. Kurset forløb over tre måneder, der endte med at blive til i alt fire, eftersom de alle holdt sommerferie i juli måned. Og her, de fire måneder efter dag ét på forløbet, har de to kvinder begge taget afsked med en hel stribe kilo. Vi bringer her den sidste udmelding efter forløbet. Denne gang er det Anne Didder Jensen, der gør status.

Kære læsere af Paperboy!

Så er vi nået til sidste opdatering via Paperboy. Men vores fremtidige færden er først lige begyndt.

Jeg har oplevet det har været en spændende rejse og i perioder med opture og nedture. Opturene når det gik godt, og jeg vidste at jeg havde haft mulighed for at yde en ekstra indsats, og nedturen når jeg godt vidste, at det kunne jeg havde gjort bedre. Nedturen, når vægten stod stille i flere uger trods jeg havde forsøgt at yde optimalt. Jeg blev bevidst om, at sovevaner havde en for mig større indflydelse end jeg tidligere havde troet.

Heidi Sohn Højlund fra Kerneslank har været en stor motivation i mit tilfælde. Den oplevelse at møde andre, der alle havde samme motivation om at tabe sig og som alle udviste en vilje og positiv indstilling til hele konceptet hos Heidi. Alle mødte de op med den samme gejst som onsdagen før og fik et skulderklap af hinanden, hvis resultatet ikke var tilfredsstillende den onsdag og i samme nu var vi enige om, at der måtte fokuseres bedre i kommende uge. Der var aldrig pegende fingre men mere en omsorg og vilje for at ville hinanden det godt. Vi lagde hårdt ud. 15 kilos vægttab kunne da ikke være så svært – men vores overbevisning blev sat på prøve under vejs.

Hvor jeg før ikke synes, at jeg indtog meget sukker eller spiste usundt, opdagede jeg, at dette faktisk ikke var tilfældet. Jeg oplevede at jeg bliv fysisk syg. Jeg oplevede at jeg havde ondt i alle mine led og muskler. Jeg havde en frygtelig hovedpine og var bare negativ generelt. Ligeledes oplevede jeg at være enormt træt og ugidelig. Jeg konfererede dette med Heidi og fik nogle gode råd. Der var en ro og ingen formaninger, når jeg henvendte mig. Jeg oplevede, at Heidi var lydhør og en god coach for mig i denne situation. Hun var lyttende og ikke fordømmende, og hun kom ikke med løsninger men med muligheder.

En af udfordringerne kunne være at skulle veje og måle alt, der blev indtaget. I starten var dette døgnets omdrejningspunkt: hvad der skulle indtages af ernæring og tilhørende motion. Og hold da op hvor er der blevet planlagt. Da vi, Anja, min anden kollega og jeg arbejder skiftehold på Roskilde sygehus, har det været med at forsøge at planlægge ugen med træning. Dette var lidt svært i starten, da det er en uvant situation. Nu kan jeg ikke undvære motionen. Jeg oplever at jeg bliver rastløst, hvis jeg ikke udfører en eller anden form for motion og helst dagligt.

Vores inspirationsmøder var virkeligt gode spørgetimer og ikke mindst dér, hvor vi fik gode ideer til at forbedre den kommende uge til at øge vægttabet. Der var aldrig et løftet øjenbryn ved et spørgsmål. Altid en god tone blandt de deltagende.

Da jeg så vores første artikel i avisen blev jeg usikker på om dette var den rigtige måde for mig. At stille mig til skue med min vægt og med mine oplevelser var til en start meget grænseoverskridende. Og meget intimiderende.

Men da jeg så billederne fra før og efter da vi nåede midtvejs, blev jeg overraket. Overrasket da jeg ikke oplevede, at jeg havde tabt mig betydeligt, men da jeg så dette fik jeg først blod på tanden. Jeg startede ud med en størrelse 48 og er nu nede i en størrelse 40.

Jeg startede med at veje 96,7 kilo og sluttede 14 dage før Anja, da jeg skulle på ferie i udlandet og derfor ikke havde mulighed for at afslutte sammen med Anja og min kollega. Min slutvægt blev 82,4 kilo. Et samlet vægttab 14,3 kilo. Så jeg nåede altså ikke de 15 kilo, desværre

Gennem programmet har jeg haft mulighed for at deltage til min mors 80 års fødselsdag, Roskilde Festivalen og Ringsted Festivalen. Dog med anden holdning og indstilling til at spise og indtage drikkevarer, end jeg normalt ville have haft.

Gennem dette program har det været meget givende at have Anja og en anden kollega med ved min side til at udføre vores fysiske udfoldelser og planlægning af spændende retter eller bare at udveksle opskrifter. Vi har prøvet at svømme 2-3 gange om ugen. Vi startede med 1000 meter og sidste gang rundede jeg de 3000 meter. Vi har cyklet landevejene omkring Roskilde tynde. Vi startede med 20 kilometer, og jeg sluttede af med at cykle 84 kilometer med begge mine svigerinder. Det at opleve dette overskud er for mig i sig selv en oplevelse og ikke mindst en sejr. Jeg har oplevet at jeg er meget mere positiv og glad, hvilket faktisk er en rigtig rar og dejlig følelse.

Men som jeg startede med at skrive så er Anjas, min kollegas og min rejse først lige begyndt og derfor har vi sammen meldt os til opstramning og vedligeholdelse af kosten. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg går efter et yderligere vægttab på 5 kilo.

Når nu dette er den sidste besked fra mig, vil jeg rigtig gerne takke Paperboy for at have udvalgt mig til dette program. Jeg er Jer yderst taknemlig for at have givet mig denne chance. Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne gennemføre dette. Der udover vil jeg gerne i den forbindelse sende en tanke og en tak til alle de, der har støttet os og opmuntret os, når det blev lidt for langhåret. Tak for at ikke at friste os, men også spurgt til programmet og ikke mindst udvist interesse for vores forehavende. Og mange tanker og et stort tak til Heidi fordi du er dig og troede på os. TAK!

Anne Didder Jensen