Af Anne Klara Bom og Anette Sønderby (foto)
INTERVIEW: Han kommer ind på sit stamsted og går direkte hen til fadølsanlægget, hælder op til sig selv og hilser hjemmevant på personalet. Da den obligatoriske ostemad er bestilt, sætter han sig ned ved det nærmeste bord. Ole Ernst var engang kendt som den hårde dreng fra Vesterbro. Men nu har alderen sat sine spor hos den 66-årige skuespiller, der er blevet mere rolig og glad for de bløde værdier i livet.
"Når alt er betalt i mit liv, både økonomisk og åndeligt, kan jeg godt begynde at fløjte. Jeg er glad, når jeg ikke skylder nogen noget, og det gør jeg ikke nu. Og så kan jeg ikke fordrage at have uvenner, og det har jeg heller ikke nu. Jeg er ikke engang uvenner med nogen kvinder, og så er man nået langt," siger Ole Ernst og griner højt.
Han kigger ud af vinduet og ser det pulserende København, som han igen er en del af. Efter at have boet en årrække i Holte, er Ole Ernst for et par år siden blevet skilt fra sin kone. Og det bragte ham tilbage til hovedstaden, hvor han har boet mere end 40 år af sit liv. I skarp kontrast til det hektiske storbyliv, bruger Ole Ernst mere og mere af sin tid på at male. Fra den 1. november er han aktuel med en ud af mange udstillinger – denne gang på galleriet Kunstkontoret i Virum.
"At male giver mig en flugt fra hverdagen. Når jeg maler, befinder jeg mig i intet-tid. Og det er meget rart for mig, for tiden i dag er jo fyldt med lort. Tænk, at der kan være krige adskillige steder i verden, og alligevel kan avisernes overskrift være, at det var et stort chok for Anette Heick at ryge ud af Vild med Dans. Det er vigtigt for mig at få renset sådan noget ud af hovedet. At male giver mig mulighed for at slappe af," fortæller Ole Ernst.
Han tager en slurk af sin øl og kigger eftertænksomt ud på gaden, hvor bilerne dytter for at komme forbi hinanden og mennesker snakker og smiler muntert. At male giver ham mere end bare afslapning. For hans malerier bliver der også, efter de er lavet. I modsætning til den kunst, han aften efter aften fremfører på Det Kongelige Teater, der er hans faste arbejdsplads.
"Skuespilkunsten er meget flygtig. Et maleri er ikke flygtigt. Når det er lavet, så bliver det der. Når tæppet går på teatret om aftenen, er det, jeg har lavet de sidste to timer, væk. Forsvundet.
Måske har det indprentet sig lidt hos publikum, men ellers er det væk. Men hvis jeg maler et billede, bliver det der. At male er min trang til at lade noget blive stående og kunne komme tilbage til det og kigge på det. Det kan man jo ikke med et teaterstykke," forklarer han. Alligevel er det teatret, der er hans levevej. Og det har det næsten været hele hans voksenliv. Listen over film og teaterstykker, hvor Ole Ernst har været på plakaten, er efterhånden meget lang. Og den bliver længere endnu. For Ole Ernst har ikke tænkt sig at holde op med at arbejde, før han fysisk ikke kan mere. Han lægger ikke skjul på, at han er meget glad for sin arbejdsplads. For Ole Ernst har ikke altid været nem at have ansat. Hans voksenliv har ofte passeret skråplaner med for mange øl og for meget rod i privatlivet. Men alligevel har Det Kongelige Teater aldrig opgivet ham
"Jeg har ikke altid været en sød dreng, men jeg har været privilegeret på den måde, at der er blevet båret meget over med mig. Derfor er alt hvad jeg laver nu en slags payback for mig i en glæde over stadig at have mit arbejde og at jeg kan arbejde. Så er rollerne ikke så markante mere, men det gør ikke noget. For nu er mit arbejde en tilbagebetaling til teatret. Ikke til nogen speciel person, men til institutionen," fortæller Ole Ernst, mens han smiler henført ved tanken om den arbejdsplads, der har været hans i mere end 40 år.
Ole Ernst er ikke bleg for at vise stor taknemmelighed over for de mennesker og steder, der ikke har efterladt ham til sig selv, når hans liv gik skævt. Derfor afviser Ole Ernst også, at Det Kongelige Teater lige så vel burde være ham taknemmelig, fordi han har været en stor del af institutionen i så mange år.
"Jeg kan ikke bruge mit talent på at sige, at jeg har givet teatret så og så meget, for så er der ikke så langt til krukkeriet og primadonnanykkerne. Det ligger mig ret fjernt og er heller ikke konstruktivt. Så det nærmeste jeg kan finde er taknemmelighed. Det er jo et begreb, der slet ikke er in i dag. I dag drejer det sig om at være mig, mig og mig. Ingen vil tabe noget som helst under nogen omstændigheder – det handler bare om at vinde. Den tendens er så rædselsfuld, at man ikke tror, det kan være rigtigt," siger Ole Ernst og har svært ved at skjule sin bitterhed. Et øjeblik bliver hans intense talestrøm afbrudt af stilhed. Han tygger grundigt på sit nikotintyggegummi, der er beviset på, han ikke har røget en hel uge. Selvom han har en del skepsis tilovers for mennesker af i dag, erkender han, at han ikke er helt ligeglad med, hvad andre folk tænker om skuespilleren Ole Ernst. Men også dét er blevet anderledes med alderen.
"Jeg er ikke ligeglad med, hvad folk tænker om mig. Men jeg har heller ikke brug for at forandre mit image. Det er også noget med at blive ældre. Det er klart, jeg ikke over en kam kan sige, jeg er ligeglad med det hele, men der er flere ting, der preller af på mig nu, end der var for bare 20 år siden. Men rygter om mig er rent tidsspilde. Det kan kun være til glæde for dem, der skaber rygterne eller dem, der synes det er interessant, at jeg har drukket en bajer i ny og næ, men det kan jeg da ikke bruge til noget," siger Ole Ernst med et glimt i øjet.
