BOKSNING Der var lagt op til det helt store boksebrag, men det endte som en ærgerlig fuser for de lokale boksere, som lørdag besøgte Frederiksborg Centret i Hillerød.
Det skulle have været dagen, hvor tre lokale nævekæmpere skulle i ringen og have deres første rigtige kamp mellem tovene. Sådan blev det på ingen måde.
Alexander Sandic pådrog sig en håndledsskade i træningslokalet op til stævnet, og måtte melde et ualmindelig surt afbud dagen før stævnet. Emil Aagaard Ptak var derimod klar til kamp, men måtte se til fra sidelinien, da det ikke lykkedes for arrangørerne, at finde en modstander at matche Frederiksværkbokseren med.
Marko Popovic var der derimod en modstander til, men denne kamp fik en ganske usædvanlig optakt og det kostede i bokseringen.
"Vi er dernede til indvejningen tidligt lørdag formiddag, alt er som det skal være og vi får stukket et stævneprogram i hånden, som viser, at Marko skal bokse kamp nummer 25 – altså om flere timer", siger træner Milo Paunovic, som fortsætter:
"Vi vælger derfor, at få lidt frisk luft, løsne lidt op for spændingerne ved at gå en lang tur i Hillerød. Da vi kommer tilbage, bliver der råbt efter os, det er Marko's tur i næste kamp om få minutter, stævnearrangørerne har lavet programmet om i sidste øjeblik, og efter at vi har forladt hallen".
"Det betyder jo, at Marko går i ringen uden den rette opvarmning og det er på ingen måde optimalt, og midtvejs i kampen stivner han selvfølgelig en smule. Alligevel er det Marko som afleverer de bedste slag, giver modstanderen Loui Dickelmann fra Slagelse, en solid blodtud. Det til trods giver dommerne sejren til Loui med 2-1, det var og er jeg ikke tilfreds med", siger Milo Paunovic, der heldigvis fik humøret tilbage lidt senere.
Stævnet gav nemlig debut til en helt fjerde kampbokser fra Frederiksværk. Det var unge Marko Paunovic som stillede op til sin første bredde/diplom kamp nogensinde mod en fighter fra Slagelse.
Det var en opgave som Marko Paunovic slap rigtig fint fra, flotte lige stød, fine undvigelser og en lovende præstation som gav 24 point i en kamp, hvor der ikke fandtes en vinder, men hvor bokserne udelukkende bliver bedømt på deres all-round kunnen, inden de slippes løs til rigtige kampe.