Det kan muligvis skabe grundlag for en ny konfrontation mellem Danmark og islamistiske kredse, at klimaminister Connie Hedegaard (K) på sit partis landsråd har udtrykt støtte til forslaget om et burkaforbud.
Det siger Helle Lykke Nielsen, lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.
– Connie Hedegaard er medlem af den regering, hvis chef ikke ville undskylde Muhammed-tegningerne, og er desuden en central aktør i forbindelse med klimatopmødet i København. Derfor vil bestemte kredse i Mellemøsten sagtens kunne benytte en sådan udtalelse til endnu engang at få rettet fokus mod Danmark, tilføjer hun.
Ifølge lektoren betyder det mindre, at klimaministeren har gjort sin stillingtagen afhængig af, at forslaget ikke strider mod grundloven og konventionerne.
– Der findes ekstremistiske kredse i Mellemøsten, som hellere end gerne vil have serveret en sag på et sølvfad. Ministerens udtalelser kan nemt gøre det ud for en sådan sag, fordi de bliver endnu en brik til opfattelsen af Danmark og den vestlige verden som antimuslimske systemer, understreger Helle Lykke Nielsen.
Hun finder det svært at vurdere, om islamistiske kredse kan få "plantet" endnu en kampagne mod Danmark inden for det politiske system i Mellemøsten.
– Det handler allermest om finde et budskab, der kan bruges til en bestemt dagsorden. Og om at spille på de følelsesmæssige aspekter, når budskabet viderebringes, siger Helle Lykke Nielsen.