Iran anholder ni journalister

Ni iranske journalister er blevet anholdt få dage inden årsdagen for den islamiske revolution, hvor der ventes nye demonstrationer mod den iranske regering.

Iranske myndigheder har anholdt ni journalister i løbet af de seneste to dage, skriver flere af oppositionens hjemmesider og avisen Etemad.

Det er ikke umiddelbart klart, hvad de er anholdt for, men anholdelserne kommer kort inden årsdagen for den islamiske revolution, der markeres torsdag.

De anholdte journalister er ansat ved såvel oppositionsmedier og statsstyrede medier.

Siden det omstridte præsidentvalg i juni og de efterfølgende demonstrationer mod den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, er mindst 40 journalister blevet anholdt, oplyser organisationen Journalister Uden Grænser.

Ifølge oppositionens hjemmeside Kaleme.org sidder 55 mediefolk bag tremmer i Iran nu.

Oppositionens tilhængere har benyttet diverse mindedage eller højtider til at markere deres modstand mod styret, og det er ventet, at de vil gå på gaden igen torsdag.