Iraks premierminister vil stoppe Danmarks hjemsendelse af irakere med tvang.
Premierminister Nuri al-Maliki skriver i et svar til Ritzau, at der ikke findes nogen aftale med Danmark om at tvinge irakere hjem.
Dermed er der skabt yderligere forvirring om den aftale, som integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) siger hun har med Irak. En aftale, der betyder, at Danmark nu hjemsender afviste irakiske asylansøgere, som ikke vil rejse frivilligt.
Al-Maliki efterlader ingen tvivl:
– Vi gør alt, hvad vi kan, for at forhindre, at de bliver tvangshjemsendt til Irak. Og vi nægter at acceptere, at vi som irakiske myndigheder har givet nogen ret til at tvangshjemsende irakere. Vi skal gå videre med sagen, sammen med de danske myndigheder for at stoppe tvangshjemsendelserne, skriver al-Maliki i et svar til Ritzau.
Premierministerens svar kommer på et direkte spørgsmål om den aftale, som de danske myndigheder henviser til, når afviste irakiske asylansøgere sendes hjem mod deres vilje.
Ritzau har modtaget svaret fra Irak i en email og fået det oversat af en arabisk tolk og en arabisk journalist. Spørgsmålet blev stillet via den irakiske regerings hjemmeside, efter at premierminister al-Maliki i august sagde, at der ikke findes aftaler med noget land om at tvinge irakere hjem.
Tidligere i september kom det frem, at Iraks vicepræsident Tarik Hashimi har bedt den danske ambassadør i Bagdad om at stoppe hjemsendelser med tvang.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) sagde i den forbindelse, at aftalen fungerer fint, og at Danmark følger aftalen til punkt og prikke.