
Stevns teaterforening har igen været heldige at fange Madam Bach mellem deres lange rejser rundt i verden hvor de præsenterer dansk børneteater for børn i Kina, i Afrika eller hvor turen går hen denne gang: Lørdag 2. februar kl. 11 i Hårlev på Stevns.
Madam Bach har besøgt Stevns før med deres fascinerede, flotte scenebilleder der bringer publikum langt omkring. Nu gælder det forestillingen »Hjem«.
Internationalt teater
Er Madam Bach komponisten Johann Sebastians kone? Næ, slet ikke. Skuespiller Pernille Bach har spillet i århusianske børneteater Filuren, og er drivkraften bag Teaterværkstedet Madam Bach har basis i Odder, men rejser ganske ofte verden tyndt med teater og workshops for de allermindste og er nu blandt de allermest turnerende ambassadører for dansk børneteater.
Forkvinden i Stevns Teaterforening, Lene Vestergård, giver stykket »Hjem« disse ord med på vejen:
– I lyset af alle de mennesker der er på flugt over hele verden, synes spørgsmålet "Hvad er hjem?" mere relevant end nogensinde og Madam Bach holder af at dele det spørgsmål med børnene.
Stykket varer 30 minutter, og de medvirkende er skuespiller Pernille Bach og musiker Christian Schrøder.
Det foregår lørdag 2. februar kl. 11 for de 2-6 årige på Hårlev Bibliotek.
Billetter: www.stevns-teater.dk