
24. til 27. oktober mødes 40 unge fra Fredensborg Kommune og kommunens venskabsbyer i Finland, Sverige og England til en fire dages intensiv film-camp i Egedal Byens hus.
"I samarbejde med Ung Fredensborg er årets ungetræf for venskabsbyerne blevet arrangeret som en film-camp, hvor deltagerne i løbet af fire dage sammen skal producere seks kortfilm med udgangspunkt i FN´s Verdensmål for bæredygtig udvikling. De unge bliver undervist af den danske Oscar-vindende instruktør Martin Strange-Hansen og vil blive inddelt i film-crews på tværs af nationaliteter," skriver Fredensborg Kommune i en pressemeddelelse.
I perioden op til film-campen har deltagerne modtaget inspirationsmateriale, udformet ideer til deres film, og taget stilling til, hvilken rolle de gerne vil udfylde på filmholdene.
Interessen for deltagelse i film-campen har været stor, og arrangørerne er glade for at kunne modtage 15 deltagere fra Sudbury i England, 7 deltagere fra Ingå i Finland, 2 deltagere fra Håbo i Sverige og 16 deltagere fra Fredensborg Kommune. De unge ledsages og støttes undervejs i projektet af ungemedarbejdere og undervisere fra alle deltagende byer.
De fleste unge i dag er vant til at lave små videoer på deres telefoner, men under film-campen vil de få mulighed for at prøve kræfter med alle aspekter af professionel filmproduktion; fra ideudvikling, og manuskriptopbygning, til optagelse, klipning og post-produktion. I løbet af campen er der planlagt to ture til København, hvor deltagerne skal optage kortfilmene på seks udvalgte locations. Undervejs får de udenlandske gæster lejlighed til at opleve lidt af hovedstaden, skriver Fredensborg Kommune.
Filmcampen afsluttes med en åben premierevisning af deltagernes kortfilm 27. oktober klokken 13 til 14.30, hvor de unge blandt andet vil få afsluttende feedback fra et panel af professionelle filmfolk. Interesserede kan sikre sig gratis billetter til premieren ved at skrive til katn@fredensborg.dk.