Kulminationen på et projekt for 1. årgang på EUX Business på Køge Handelsskole fandt sted få dage før juleferien. Siden efteråret har de arbejdet med egne projekter indenfor erhvervsfag 3 – med et særligt fokus på innovation.
Underviserne Kristine Kirkensgaard og Mai Nielsen på Køge Handelsskoles EUX & EUD Business har i løbet af efteråret kørt projekter med alle eleverne på 1. år på EUX Business indenfor erhvervsfag. Mandag den 18. december blev det endelig tid for eleverne til at vise deres fiktive, innovative virksomheder og deres produkter frem. Eleverne stod klar til at fortælle besøgende om alle faglige bevæggrunde for resultatet af deres projekter, som spændte vidt – og blot kunne afspejles i projekternes navne: Charity Organisation TKMN, JustGo, BabyPads, Smartgadgets, Private Chip, Sweet Dreams, Fast Style, Sporløs Forsvundet, Pack and go Company, Drink Safe, Magic Sport, Ældresnak og Alt i et.
Ideer og praktik
"Eleverne har siden efterårsferien arbejdet med at finde på og udvikle en innovativ produktionsvirksomhed. Det har ført til mange spændende virksomheder, som eleverne gerne vil præsentere her på dagens innovationsmesse – og de har godt kunne være stolte over deres præstationer," fortæller Kristine Kirkensgaard.
"Atter i år har vi inviteret bredt ud i huset, så elever fra de andre ungdomsuddannelser og Stærk fra Start, har haft mulighed for at se med og få nye indblik rent fagligt. Det er godt at deles og at lade sig inspirere til endnu flere gode ideer – det går vi meget op i på Køge Handelsskole," siger hun.
"På messen skal eleverne "stå på mål" for deres virksomheder – de skal kunne argumentere for deres valg ud fra faglige betragtninger, som de har gjort sig i den lange proces. De har undervejs arbejdet og øvet sig med formen gruppesamarbejde, innovation i deres selvopfundne virksomhed og produkter, og de har sat sig ind i forskellige processer indenfor virksomheden fx Porters værdikæde, logistik samt Gantts kritiske sti i projektstyringen for at blive klar til den store finale dag," siger Kristine Kirkensgaard.