Ingen spor efter Casper

Politet i Aalborg fortsætter torsdag med at lede efter den 16-årige Casper Sørensen, der sidst blev set lørdag nat efter en fest.

Dykkere fra Falck kigger efter den 16-årige forsvundne Casper Sørensen i havnen i Aalborg havn onsdag.  (Foto: Michael Bo Rasmussen/Scanpix 2009)
Dykkere fra Falck kigger efter den 16-årige forsvundne Casper Sørensen i havnen i Aalborg havn onsdag. (Foto: Michael Bo Rasmussen/Scanpix 2009)

Trods flere dages intens eftersøgning står Nordjyllands Politi fortsat uden spor af aalborgdrengen Casper Sørensen, der har været forsvundet siden lørdag nat. Borgere i Aalborg har oprettet en Facebook-gruppe for at samle frivillige til at hjælpe med eftersøgningen. Den er oppe på over 3000 medlemmer, men heller ikke deres søgen har givet resultat.

Torsdag fortsætter eftersøgningen, og den bliver især koncentreret omkring Limfjorden.

– Vi er ude hele dagen med hunde, og vi vil samle kræfterne omkring begge bredder af Limfjorden, siger vicepolitiinspektør Marianne Vestergaard-Lau, Nordjyllands Politi.

Onsdag blev havnebassinet ud for Utzon Center i Aalborg undersøgt af dykkere, og Hjemmeværnet gennemsøgte bygninger ved havnen. Også sportsdykkere har været i vandet for at hjælpe med at finde den forsvundne dreng.

Casper Sørensen er sidst set lørdag nat kl. 01.30, da han forlod en fest i Bonnesensgade i Aalborg. Vidner har fortalt, at han var beruset, men ikke nedtrykt.

Mange vidner har meldt sig med oplysninger om Casper, og politiet fortsætter torsag med vidneafhøringer.