Indførelse af politiheste kan tage flere år

Regeringen overvejer at købe i forvejen uddannede politiheste fra andre lande, oplyser justitsministeren.

politiheste ridende politi
politiheste ridende politi

Der kan gå mere end to år, før de politiheste, der er sat penge af til i finansloven, rent faktisk kommer til at indgå i politiarbejdet.

Det oplyser justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i et svar til Enhedslistens Rune Lund.

Rune Lund har egentlig spurgt ministeren, om hestene skal bruges ved demonstrationer. Han henviser til, at Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, netop har brugt demonstrationer som argument for at genindføre politihestene.

– Fra andre lande ved vi, at de er rigtigt gode at sætte ind ved demonstrationer, hvor de faktisk er med til at spare politibetjente på jorden, sagde Kofod Poulsen til Ritzau, da finanslovaftalen blev indgået.

Men det er ikke tanken, at hestene skal bruges ved demonstrationer, lader Pape forstå.

Han henviser til ordlyden fra aftalen om at "retablering af en rytterisektion i dansk politi".

– Der etableres konkret en rytterisektion, som anvendes til honorære opgaver samt patruljering i turistområder.

– Det bemærkes i øvrigt, at der skal etableres de fornødne bygningsfaciliteter, ligesom der skal indkøbes og trænes heste samt uddannes personale, skriver justitsministeren.

– Afhængigt af markedet kan der således gå mere end to år, før hestene kan indgå i politiarbejdet.

– Det overvejes dog, om indfasningen af heste kan forkortes ved at købe i forvejen uddannede politiheste fra andre lande, som man gjorde ved genindførelsen af politiheste i Københavns Politi i 1998.