Ikke en, to eller tre men hele fem villaer i Gammel Ølstykke og Ølstykke Syd har fra onsdag til lørdag haft besøg af tyve, oplyser Nordsjællands Politi.
Fremgangsmåden er flere gange den samme – et opbrudt vindue med koben – og tyvene er primær gået efter smykker, politiet har derfor en mistanke om, at det kan være de samme gerningsmænd der har været på spil, fortæller Henrik Duus, funktionsleder ved Nordsjællands Politi.
"Det kan godt være nogen, der har set sig varm på det område. Vi opfordrer derfor folk til at holde øjne og øre åbne," siger han og fortæller, at det kan være en fremmede bil eller folk, der går rundt og ringer på dørene, man skal være særligt opmærksomme på.
Selvom det i denne omgang specifikt er Ølstykke, der har været ramt af indbrud, skal borgerne dog ifølge Henrik Duus ikke frygte, at området er særligt velset blandt tyve.
"Det er ikke sådan, at folk i Ølstykke skal gå og være bekymret over, om de er mere ramte end andre. Det kan være Ølstykke i dag og Smørum eller Frederikssund i morgen," siger han.
Det er villaer på henholdsvis Runevej, Idunsvej, Gjelstensåsen, Ragnersvej og Vinlandsvej, der har haft indbrud.