
En 18-årig mand sidder lige nu tilbageholdt af Vestegnens Politi, mistænkt for at have deltaget i et indbrud i et hus på Bredekærs Vænge i Ishøj torsdag eftermiddag.
Her til morgen vil anklagemyndigheden hos Vestegnens Politi vurdere, om den 18-årige mand skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Selv nægter den 18-årige at kende noget til sagen.
Indbruddet fandt sted torsdag eftermiddag. Et vindue blev knust og hele huset var gennemrodet. Der blev stjålet både personlige effekter, penge og andre værdier.
Opmærksomme vidner lagde mærke til syv-otte unge mænd i husets have, og Vestegnens Politi blev kontaktet. Efterforskningen hos lokalpolitiet medførte, at den 18-årige mand blev anholdt – men han nægter sig ifølge politiet skyldig. Efterforskningen i sagen fortsætter dog. Politiet vil gerne kunne anholde hele gruppen af unge mænd, der medvirkede til indbruddet.
Der har været en række indbrud i Ishøj den senere tid, og beboere har appelleret til, at man er opmærksom på, hvad der sker i lokalområdet. Der er også blevet opfordret til at deltage i nabohjælps-ordningen, som findes på Nabohjælp.dk
Gerningsmand til indbrud i Ishøj anholdt efter at være genkendt af vidne. Fremstilles i morgen i Glostrup ret. Godt arbejde! #politidk
— Vestegnens Politi (@VestegnsPoliti) 18. marts 2016