RUNGSTED: Gerningsmændene kunne ikke nøjes med et B&O-anlæg og fire søjlehøjtalere, da de lørdag aften brød ind i en villa på Rungsted Strandvej. De havde åbenbart også brug for en bil at køre tyvekosterne bort i, og uheldigvis fandt de i villaen et sæt nøgler til en sølvgrå Subaru Forester 2,5, der holdt parkeret ved huset. Den efterlyste bil har registreringsnummer: YB 58 592.Ved indbruddet fandt tyvene foran huset en drænspade og en almindelig spade, som de brugte til at bryde husets terrassedør op. Politiet påpeger, at det er risikabelt at have så kraftige redskaber liggende foran sit hus, da det gør indbrudstyvenes job lettere. Ligeledes anbefaler politiet, at man altid tager sine bilnøgler med sig, når man forlader hjemmet.
Indbrud og biltyveri i Rungsted
Foto: Mark Jessen