Ikon og geni og rebel

Allerød Bio viser filmen 'Dancer'

Foto: Michael Braunstein

Allerød Bio har fra 27. januar filmen 'Dancer' på plakaten.

Filmen handler om en af ballettens største stjerner, Sergei Polunin, der er blevet kaldt ikon, geni og rebel og 'balletverdens James Dean'.

Sergei Polunin blev født i Ukraine, og han blev som helt ung Royal Ballets yngste danser nogensinde og sin generations største sensation. Efterspurgt i hele verden i en alder af blot 19 år.

På toppen kun få år senere, var det netop den succes, der var ved at tage livet af ham. Populariteten og berømmelsen blev en byrde fremfor en gave. Polunin valgte at flygte fra det hele og konfronterede livets mørkeste sider med kokainmisbrug, selvlemlæstelse og tatoveringer. Succes har sin pris – og hvordan er det overhovedet muligt at sige stop, når man er balletverdens største navn?

Filmen følger Sergei Polunin helt fra barndommen som 6-årig, hvor han trænede i drømmen om at blive olympisk gymnast. Gennem forældrenes privatoptagelser er vi vidne til en dreng, der allerede som 8-årig var bestemt til en karriere som balletdanser. Hans familie gjorde alt for, at drømmen skulle lykkes, og de kæmpede en hård kamp for at få råd til, at han kunne komme på balletskole i Kiev.