Efter politiet offentliggjorde videoen, som viste, at de ikke mødte kampklædte op i Brorsons Kirke, har flere politikere og politiet anklaget præsten Per Ramsdal for at tale usandt. Han overvejede derfor en injuriesag mod blandt andre justitsminister Brian Mikkelsen (K) og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V).
Men han er nu nået frem til, at det vil være for "ressourcekrævende."
– En injuriesag er en langsommelig omgang, som tager en masse energi, og hvis man skal køre den mod to ministrer og en politiformand og hele det danske politi, så er der nok ikke store chancer for at gøre noget, siger han til Ritzau efter at have haft jurister til at undersøge mulighederne for at vinde en eventuel sag.
Men for Per Ramsdal er sagen ikke afsluttet.
– Jeg har valgt at gå til min fagforening og min biskop for at se, hvad man kan gøre ad den vej. Jeg skal have møder med dem i morgen, siger han.
Flere politikere har krævet, at den nyindsatte biskop i København Peter Skov-Jakobsen skal påtale sagen overfor Per Ramsdal, men det bliver der ikke tale om.
– Jeg er opmærksom på, at der er uoverensstemmelser i opfattelsen af begivenhedsforløbet i kirken. Men det giver mig ikke anledning til at drage præstens udlægning i tvivl eller til at give nogen påtale, siger Peter Skov-Jakobsen til B.T.
Injuriesagen kom på tale, efter at først justitsminister Brian Mikkelsen og senere flere fremtrædende folketingspolitikere, heriblandt Pia Kjærsgaard, og politiet kaldte Per Ramsdals beskrivelse af politiets opførsel under rydningen af Brorsons Kirke for usand.