Kalundborg-egnen
– Besparelserne kan betyde, at ildsjæle bliver slukket. Sådan lyder advarslerne fra Samrådet for de uniformerede ungdomskorps i Kalundborg Kommune til politikerne i kommunalbestyrelsen i forbindelse med, at jagttiden på besparelser i årets budget-sæson er skudt i gang.
Det er ikke mindst forslaget om at spare 140.000 kr. i tilskud til lokaler, der møder modstand blandt spejdere og FDFere:
– Hvis der gennemføres besparelser på dette område, hvor frivillige ulønnede voksne ledere til stadighed gør en stor indsats især for børn og unge, kan det medføre, at nogle ildsjæle bliver »slukket«. Ildsjæle, der ikke længere vil bruge tid og kræfter på at tjene penge til lys og varme frem for at kunne udøve deres fritidsbeskæftigelse, hedder det i en udtalelse fra Samrådet.
Det foreslår i stedet, at de 140.000 kr. spares ved at nedsætte tilskuddet til medlemmer under 25 år, fordi den besparelse vil fordele smerten bedre.
Samrådet accepterer – omend med beklagelse – at der skæres i puljen for øvrige tilskud og i »skraldeordningen«, der giver foreningerne arbejde og dermed penge som kompensation for det tab en del foreninger har, efter at de ikke længere må indsamle aviser og flasker.
thr nordvest.dk