Sommeren er altid travl, når det gælder fødsler, og denne sommer vil der ifølge Danmarks Statistik blive født 1200 flere børn end sidste års sommer. Derfor får landets fødeafdelinger mere travlt, end de plejer, og flere medier har skrevet, at stigningen i antallet af fødsler kan betegnes som et babyboom.
På Hvidovre Hospitals fødeafdeling, som dækker en stor del af Vestegnens fødsler, har de omkring 7000 fødsler hvert år, og selvom det tal ikke bliver større i år, så er sommermånederne generelt travlere, fortæller Trine Lind, som er vicechefjordemoder Hvidovre Hospital.
»Sommeren og det tidlige efterår er som regel travlt, fordi det også kolliderer med, at jordemødrene skal holde ferie. Derfor er det vigtigt, at vi planlægger mere, og blandt andet afholder vi ikke lige så mange »Barn i Vente«-kurser for kommende forældre om sommeren,« siger Trine Lind, der har været ansat på fødeafdelingen i syv år.
Når fødeafdelingen på Hvidovre Hospital ikke skal have flere fødsler denne sommer, skyldes det, at man i 2014 vedtog, at der i Region Hovedstaden skulle være en fælles visitation, som fordeler det samlede antal fødende på de fire fødesteder i regionen.
»Det betyder, at vi oplever, at tallet er det samme, og når de kommende forældre kommer til os, så er vi klar til at tage imod dem. Borgere på Vestegnen skal overhovedet ikke være bekymrede for at komme her og føde, selvom der skal fødes flere børn denne sommer. Det er fantastisk med et babyboom, og vi synes det er skønt med en masse sommerbabyer, og vi vil gøre alt for, at de får den bedste start på livet,« siger Trine Lind, der er daglig ansvarlig for fødemodtagelsen og svangreafsnittet.
Travle dage
Det er umuligt at spå om, hvornår der fødes mange børn, og derfor er nogle dage mere travle end andre.
»Der er store udsving i antal fødsler per døgn, og vi forsøger altid at få det rigtige antal personale på arbejde. Nogle gange er ti jordemødre passende og andre gange er det 15 jordemødre,« siger Trine Lind og fortæller, at der nok er 10 procent flere fødsler i sommerhalvåret ned resten af året.
»Sommerens travlhed gør også, at personalet sjældent afspadserer om sommeren. Det er ligesom med Tivoli. Der holder medarbejderne heller ikke ferie i juli og august måned. Det må de gøre udenfor sæson,« siger hun.
Andre dage, hvor der er travlhed, er, når der er flere hjemmefødsler.
»Vi oplever, at der er en stigning i antallet af hjemmefødsler, og vi mærker tydeligt travlheden, når vi for eksempel har tre hjemmefødsler på samme tid, for så skal jordemødrene køre ud af huset, og så er der travlt. Travlheden afhænger også af, om der er flere komplicerede fødsler,« siger Trine Lind.
Når de travle perioder indfinder sig, går man også mere systematisk til værks, når man for eksempel skal sætte mødre i gang med at føde.
»Vi ved af erfaring, at fra vi sætter førstegangsfødende i gang, går der oftest halvanden dag, til de føder. Så de bliver sat i gang om aftenen, så de føder om formiddagen halvanden dag senere, hvor vi har flest på vagt. Vi vurderer altid om, der er jordmødre nok rent sikkerhedsmæssigt, for vi prioriterer sikkerheden højt, og det er kun i yderste tilfælde, og hvis det er sikkerhedsmæssigt ansvarligt, at borgere, der er tilknyttet Hvidovre Hospital, bliver sendt videre til et andet sted for at føde,« siger Trine Lind og fortæller, at der bliver født ca. en skoleklasse om dagen.
»Jordmødrene er heldigvis et folkefærd, der godt kan lide at have travlt, og de arbejder effektivt. Vi har også et stort fokus på en stærk tværfaglighed og et godt samarbejde mellem assistenter, læger, sygeplejerske og jordemødre, så vi får et optimalt patientforløb,« siger Trine Lind.
Lille Kajsa
Denne eftermiddag, hvor avisen besøger fødeafdelingen, er der otte fødsler i gang, og antallet af jordemødre er passende. Det er »stille og roligt«, som Trine Lind siger. Et af de børn, der er kommet til verden denne dag, er den lille pige Kajsa, der blev født klokken 11.04, der var 3504 gram tung og 52 cm lang.
Hun blev født 15 dage senere end terminen, så forældrene Johan og Maria Dannemand Petersson er lykkelige for, at deres længe ventede datter endelig er kommet til verden, og smilene er konstant bredt ud over ansigterne, selvom fødslen tog 34 timer.
»Vi er så glade. Det har været en god oplevelse, og personalet har været søde. Det var en lang omgang, men vi havde gode jordemødre. Nu er vi trætte,« siger Maria Dannemand Petterson, mens hun kigger forelsket på sin nye datter, som hendes mand Johan sidder med i sine arme, da avisen hilser på, kun to en halv time, efter de er blevet forældre.