Hver tiende dansker er i kulkælderen

Ny rapport, der for første gang kortlægger danskernes psykiske helbred viser, at hver tiende af os ser sort på tilværelsen. Flest kvinder har ondt i livet.

Hver tiende voksne dansker ser sort på tilværelsen. Det fremgår ifølge Politiken af en rapport fra Sundhedsstyrelsen, som kortlægger hele nationens psykiske helbred for første gang. 10 procent af os føler, at vi har det rigtig skidt, viser analysen, der er lavet af Statens Institut for Folkesundhed.

– Med kortlægningen kan vi for alvor se, at der er sammenhæng mellem vores mentale sundhed og fysiske helbred. Mennesker, der har det dårligt psykisk, har oftere også forskellige former for fysiske sygdomme, siger rapportens hovedforfatter og ekspert i folkesundhed Anne Illemann Christensen til avisen.

Hun peger på, at de triste danskere ofte ryger, drikker og har andre misbrugsproblemer.

I alt har 10.000 danskere fra 16 år og opefter svaret på, hvordan de selv oplever deres mentale sundhed og fysiske helbred. Værst går det for dem, der er uden arbejde, har få penge, kort uddannelse og ingen partner.

Rapporten, der offentliggøres mandag, viser, at flere kvinder end mænd har ondt i livet. Bundskrabere er de 16-24-årige unge kvinder, typisk fra socialt belastede hjem.