Hvem er det næste levende billede?

Beboere på Jonstrupvang har stor glæde af at kunne kommunikere med familie og venner over nettet

Finn Due Larsen;Jens Berg Thomsen

"Hvornår kommer min far på?"

En ivrig Christina Kondrup kigger utålmodigt ind i skærmen fra sin kørestol, mens hun håber på, at hendes far "popper" op på skærmen som næste – bogstaveligt talt – levende billede.

Vi er i netcafeen i Jonstrupvang-Bebyggelsen, der er en bo- og behandlingsinstitution for unge og voksne over 18 år med fysisk handicap. Hver torsdag aften får beboerne mulighed for at gå nye veje i kommunikationen med omverdenen via cyberspace.

Christina Kondrup har ligesom de øvrige beboere et webcam monteret på sin skærm, og Skype-programmet sørger for, at hun kan tale direkte med familie, venner eller andre, som hun gerne vil være i kontakt med.

Far var dog ikke "på" i den korte tid avisen kiggede ind, men humøret var intakt hos Christina og alle de andre i netcafeen, der med smittende begejstring prøvede sig frem med talrige kontakt-forsøg i diverse familier og vennekredse.

Det er Kommunikationscentret i Hillerød og Socialt Udviklingscenter (SUS), der står for IT-projektet på Jonstrupvang, og Maria Linche Jørgensen, der er projektkonsulent, forklarer, at det handler om at motivere beboerne til at få øje på de muligheder, som det giver at have adgang til internettet.

"Det overordnede formål med at tænke i mulighederne på internet er at kunne skabe sociale netværk over computeren. Vi har introduceret beboerne for Skype og Herbor, som giver dem mulighed for at stå i kontakt gennem computeren. Det kan være rigtigt svært for dem at skabe kontakter ved at gå ud i den store verden, og her får de mulighed for det fra kørestolen."

Maria Linche forklarer videre, at flere af beboerne har svært ved at snakke i telefon, uden at der står en personale ved siden af og skal aflæse dem, og især hvis de har et meget begrænset verbalt sprog.

"Gennem webcam har de en direkte kommunikation, hvor de pårørende kan tolke dem, ligesom de ville gøre, hvis de var i rum med dem."

At netcafeen er populær blandt beboerne, kan flere i personalet bekræfte.

"I starten kom der kun to her fast, nu kommer der i hvert fald 10 hver gang", fortæller omsorgsmedhjælper Jonas Clausen.

Du kan se WEB-TV fra netcafeen

her

.