“Hvad med de seriøse trusler mod min søn?”

Mor var frustreret over behandlingen, da gaderøver fik sin dom

"Må man godt spørge om noget?"

Kvinden fra tilhørerpladserne bagerst i retssal fem markede høfligt til dommeren. Dommeren sagde tøvende "ja", hvorefter kvinden tydeligt ophidset udbrød:

"Hvad skete der egentlig med de seriøse trusler mod min søn?".

Kvinden havde netop sammen med en anden mor ved Retten i Hillerød overværet, hvordan sagen mod en 14-årig dreng fra København var forløbet. Den 14-årige dreng var tiltalt for et gaderøveri mod de to kvinders sønner.

Sagen endte med en betinget fængselsstraf til den 14-årige. Det var mens den 14-årige uden for sammen med sin advokat og sin mor overvejede, om dommen skulle ankes, at spørgsmålet faldt.

Det blev dog ikke umiddelbart besvaret. Dommeren slog fast, at han kun kunne forholde sig til det, der var blev præsenteret i retten. Han anbefalede derfor moderen at tale med anklageren senere.

Det accepterede moderen, og forklarede selv om sit udbrud: "Jeg måtte bare have det ud".

Udbruddet fra moderen kan forklares med, at det var en helt anden historie, der blev fortalt i retten end den hun selv sammen med sin søn tidligere har fortalt til Lokalavisen Frederikssund.

Begivenheden, der er tale om fandt sted den 10. september sidste år. På Bløden blev to drenge fra Marienlystskolen tvunget til at aflevere deres mobiltelefoner til to drenge fra København.

I retten forklarede den 14-årige dreng fra København, at han via en veninde var blevet præsenteret for den ene af drengene fra Frederikssund på Facebook. Veninden fortalte, at det var hendes kæreste, og det var baggrunden for mødet på Bløden.

Den forklaring ligger meget langt fra det, som man i november kunne læse i Lokalavisen, hvor den anden dreng og hans mor fortalte om deres oplevelser af sagen. Her var det hele startet med at drengen blev chikaneret af de to drenge fra København. Det hele var begyndt fredeligt da han havde chattet på Messenger med en pige fra klassen. Hun havde besøg af to drenge og inviterede også ham over. Det førte på absurd vis til at han blev bombarderet med telefonopringninger, sms"er og Facebook-beskeder. Alle med besked om at han skulle skaffe de to drenge penge og tøj. Hvis ikke, ville de besøge ham bevæbnet med køller. Drengens familie blev også truet.

"Vi ved, hvor du bor, og vi ringer til min fætter. Så smadrer han jer," lød af beskederne angiveligt.

Chikanerierne fortsatte og førte til sidst til at drengen gik med til at mødes med sine plageånder på Jernbanegade. Hans kammerat synes dog ikke han skulle være alene til mødet og gik derfor med.

På gågaden får den ene dreng trykket et knojern op imod ribbenene og drengene fra Frederikssund tvinges ind i en baggård, hvor de to drenge fra Nørrebro går i gang med at kropsvisitere dem. Det afbrydes dog, da der kommer en mand kørende i en varevogn.

I stedet tvinges drengene med til Bløden, hvor de presses til at aflevere mobiltelefonerne.

"I er heldige. I slipper for at blive stukket ned," lyder beskeden til dem, "men hvis I sladrer til politiet slår vi jer ihjel."

Det lykkedes dog skolelederen på Marienlyst skolen at få drengene til at fortælle, hvad der var sket.

De trusler og chikaner, som drengen fra Frederikssund og hans mor fortæller om blev ikke nævnt i Retten. Her erkendte den 14-årige, der var tiltalt, kun at drengene havde fået at vide, at de ikke skulle gå til politiet. Han fortalte dog samtidig, at det var hans ven, og ikke ham, der kom med truslerne.

Drengens mor har efterfølgende af anklageren fået at vide, at truslerne ikke var med i anklageskriftet da den 14-årige er for ung til at kunne gøres strafansvarlig.