Hurra for en ny computerbutik

Inge-Lise Højmark

Bakkehave 22, 2. tv., Hørsholm

For nogle uger siden var der her i bladet en præsentation af en nyåbnet computerbutik, TL Computer Aps på Usserød Kongevej 105, hvor man udover at købe varer og få repareret ens computer, også kunne komme og få hjælp og støtte til selv at finde fejl i ens computer og også få støtte til selv at installere nyt program i sin computer.

Dette sidste har jeg gjort brug af. Jeg skulle have et nyt program installeret, købte dette og fik så vejledning i at lukke et eksisterende program ned, og hvis jeg blev usikker på noget i installeringen af det nye, ja så fik jeg lige det skub, der hjalp mig videre.

Som en gevinst oveni føler jeg mig nu tryg og sikker i dette nye program med det samme, i modsætning til andre programmer, jeg har fået andre til at installere, for så derefter at skulle lære det at kende.

Rigtig godt for os, der ikke er 'computernørder'.