Luksushotellet Sofitel i New York oplyser, at stuepigen, som har anmeldt IMF-chefen Dominique Strauss-Kahn for seksuelle overgreb, har været ansat i sit job i tre år og har været en god medarbejder.
– Vi vil gerne understrege, at hun har arbejdet på Sofitel New York i tre år og har gjort en virkelig fin indsats, siger hotellets direktør, Jorge Tito.
– Vi er tilgængelige for politiet i forbindelse med deres efterforskning, siger han videre.
Den 62-årige IMF-topchef er sigtet for at have forulempet den 32-årige stuepige lørdag på Sofitel, som ligger i hjertet af byens teaterdistrikt. Stuepigen, der har anmeldt franskmanden, flygtede angiveligt fra Strauss-Kahns værelse efter overgrebet. Hun blev ført til et hospital af politiet og behandlet for mindre skader.
Strauss-Kahn, der ud over sin vigtige post i IMF også er en mulig frontløber i kampen om at blive de franske socialisters præsidentkandidat næste år, har tidligere været involveret i en sexskandale.
I 2008 undskyldte han offentligt en affære med en underordnet. Kvinden, en ansat i IMF's Afrika-afdeling, forlod sit job på grund af sagen.