Tyskland retter nu også mistanke mod et parti agurker fra Holland, som muligvis kan være inficeret med den farlige tarmbakterie VTEC.
Det oplyser EU-Kommissionen.
Indtil videre har undersøgelserne peget på, at agurker fra to landbrug i de sydspanske provinser Malaga og Almeria har været smittekilden og blandt andet været skyld i, at tre kvinder har mistet livet i Nordtyskland.
Men nu er hollandsk opdyrkede agurker, som er blevet solgt i Tyskland, også kommet i søgelyset.
Den tyske avis Osnabrücker Zeitung citerede fredag en tysk EU-parlamentariker for, at det kun var et spørgsmål om tid, før EU ville erklære allerhøjeste alarmberedskab.
Det ville i så fald betyde, at medlemsstaterne skulle træffe alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte deres befolkning.
Rygterne blev dog hurtigt afvist af både EU-Kommissionen og det tyske sundhedsministerium.
– EU-Kommissionen har ikke forhøjet alarmberedskabet, oplyser det tyske Sundhedsministerium til Spiegel Online.
EU holder nøje øje med situationen og sørger for at holde alle medlemslande underrettede om situationen via det fælleseuropæiske fødevare-varslingssystem.
214 mennesker er indtil videre blevet smittet af den farlige bakterie i Tyskland, heraf er næsten 70 procent kvinder, oplyser EU-Kommissionen. Sverige har registreret 10 tilfælde, Storbritannien tre og Holland et.
I Danmark er mindst syv danskere blevet smittet. Otte andre danskere er fortsat under mistanke.
Alt tyder dog på, at de alle har fået den farlige bakterie under ophold i Tyskland, til trods for at to danske virksomheder i henholdsvis Esbjerg og Kolind har fået leveret agurker fra et parti fra Spanien, der er inficeret med den farlige colibakterie.
Fødevarestyrelsen oplyser, at agurkerne er ved at blive trukket tilbage.