HØRSHOLM: Hvis jeg får en rolle med ord, så dør jeg!" lyder det fra foyerens ene hjørne.
Udvælgelsen til Trommens næste ungdomsmusical, 'Romeo & Julie,' har været i gang i over en måned. Af de omkring 150 unge, der meldte sig til auditionforløbet, har 61 fået besked på at møde op til læseprøve i Trommen denne regnvåde mandag aften. De ved, de er med på holdet. Men der er stadig en halv time til teatersalens døre går op og instruktør og manuskriptforfatter Bina Hjorth afslører rollefordelingen.
Foyeren summer. Nogle kender hinanden i forvejen og giver sig ivrigt til at snakke om alt fra auditions til fodbold. Andre bruger ventetiden på at se de fremtidige teaterkolleger lidt an.
"Vi har premiere den 11. maj, og der er allerede solgt billetter til forestillingen. Jubiiii!" udbryder Bina Hjorth, da alle har fået en sodavand og fundet en plads ved de tre langborde, der er stillet op på teaterscenen.
Side om side med chipsskåle og sodavandsflasker ligger de tykke papirdynger, der i de kommende måneder vil blive studeret grundigere end selv 'Desperate Housewives' og ottende genudsendelse af 'Beverly Hills' – manuskriptet til Bina Hjorths nyfortolkning af Shakespeare-klassikeren.
Men hvilken rolle, der skal læses på, står stadig hen i det uvisse. Og med sikker sans for suspense formår Trommedirektøren at trække pinen ud i endnu tyve minutter:
"I vil nu blive introduceret til den professionelle teaterverden. Det bliver hårdt, det bliver presset, og I skal være forberedte og kunne jeres ting. Men det bliver også rigtig, rigtig sjovt," siger Bina Hjorth.
Adskillige sætninger følger – mange med kærlige trusler om, at man sagtens kan blive smidt af holdet, hvis man ikke kan sine ting, ikke rydder op efter sig eller ikke møder op til prøverne. Og prøver bliver der mange af.
De fleste når at sætte et par håndfulde chips og talrige sodavandsslurke til livs, før den ivrige instruktør når til rollelisten. Efter præsentationen af backstage-holdet og bandet bliver der sat navne på danserne, og hvert navn får en klapsalve med på vejen. De første navngivne roller går til de yngste skuespillere. Mikkel, Josefine, Cecilie og to gange Caroline skal udgøre 'Minibanden.'
Stille og roligt bliver der også sat navn og ansigter på 'Rungstedklanen' og 'A'G'erne'. Hver især har de nye rolleindehavere fået besked på at rejse sig op, når de hører deres navn. De fleste når knapt at lette fra sædet, før de tager plads igen. Andre tager sig tid til en lille jubeldans.
Da Sannie Mai Bidstrup har fået rollen som Natasja, er der kun to tilbage ved langbordet, der endnu ikke er blevet råbt op. Og med mindre der er sket en pinlig fejl, kan det kun betyde én ting…
"Julie, det er Katrine Kahle – og Romeo er Adam Brødsgaard!" råber Bina Hjorth.
Jublen og klapsalverne når nye højder. Holdet er på plads. Forude venter måneders hård træning i sang, dans og drama.
"Det kommer bag på mig," siger Adam Brødsgaard. "Jeg har det superfedt med, at jeg skal spille Romeo, men jeg havde sgu egentlig ikke regnet med det. Der har været rigtig mange gode. Jeg glæder mig til at komme i gang. Det bliver hårdt, men jeg tror jeg kan lære rigtig meget og få en stor oplevelse," siger den 22-årige Rungsted-dreng, der nu også kan skrive hovedrolleindehaver på visitkortet.
Og Adam har en lille idé om, hvad han går ind til. Han har nemlig spillet med i to af Trommens tidligere musical-successer, 'Oscar' (2004) og 'Hva' nu?' (2005). Alligevel er det en stor udfordring, der venter, for rollen indebærer både talrige replikker og solosang:
"I virkeligheden er jeg nok ikke specielt god til at lære udenad. Men det er da lykkedes de to andre år, så det gør det nok igen," griner han.
"Jeg har det fedt med sang. Selv om det jo er nogle store numre. Jeg har ikke fået kigget på det hele endnu, men der er både Michael Jackson og Bryan Adams, så der skal i hvert fald arbejdes rigtig meget. Men jeg elsker at synge – det er én af hovedgrundene til, at jeg meldte mig."
Hans nye teaterkæreste er lige så overrasket:
"Jeg er lettet og glad. Prøveforløbet har været så langt, og der har været så mange med, at man ikke rigtig har turdet håbe. Man har ventet i over en måned, så jeg turde ikke rigtig tro på det, før mit navn blev sagt," siger 19-årige Kathrine Kahle fra Hørsholm.
Hun spillede Natasja i den første musicalopsætning, 'Black & White,' tilbage i 2002.
"Natasja var rimelig bitchy i forhold til Julie, der nok er den mere uskyldige og godtroende type. Hun får rodet sig ud i nogle problemer – ikke fordi hun er dum, men fordi hun er forelsket," lyder Kathrines beskrivelse af sin rolle.
Men hvor Romeo & Julie er et nyforelsket par, kender Kathrine og Adam allerede hinanden. Kathrine var nemlig med på backstageholdet til sidste års musical, hvor Adam spillede den rapkæftede Jonathan. Så hun har ikke nogen problemer med at skulle spille forelsket i ham:
"Det er jo bare skuespil, men det er da rart nok, at man kender hinanden i forvejen. Til 'Black & White' skulle jeg spille over for én, jeg aldrig havde set før i mit liv. Det var nok mere grænseoverskridende, men dengang var jeg også kun 14," fortæller Kathrine.
Hun glæder sig til at kaste sig ud i teaterlivet igen:
"Jeg tror, det bliver ret spændende, for der er så mange med, og det foregår på en helt anden måde end 'Black & White,' som er den eneste erfaring, jeg har. Dengang var vi en lille gruppe, hvor vi alle sammen mødte op hver gang der skulle øves. Nu er det så omfattende, at de deler prøverne op. Det bliver stort," siger hun.
Og stort bliver det. Næppe er rollerne fordelt, før de røde titelblade vendes og alles øjne rettes mod første scene. Den indledende læseprøve er i gang. De 61 unge på musicalholdet har gået adskillige runder i Trommens svingdør, før alle replikker, dansetrin og sangtekster sidder fast og premierepublikummet kan tage plads i salen den 11. maj.