Holbæk gik ned med flaget

Fodbold
2. divisionsholdet var foran med to mål, men kollapsede i anden halvleg og tabte 2-3 til Skjold.

Foto: Brian Jensen

Det plejer at være en opgave for de frivillige hjælpere at gå ned med flaget, når Holbæk spiller hjemmekampe i 2. division.

Men før de kunne gå i kælderen med de fire hjørneflag efter aftenens kamp mod Skjold, fik materialefolkene en fornem opvisning i, hvordan den disciplin skal klares.

For inde på banen gik Holbæk-spillerne kollektivt ned med flaget og vekslede i anden halvleg en solid pauseføring på 2-0 til nederlag på 2-3.

Kampens indledning gav ellers løfte om et godt resultat. Hjemmeholdet kom nemt til afslutninger mod et overraskende passivt Skjold-mandskab. Ud over de to mål i første halvleg var der flere chancer, men Holbæk-offensiven manglede lige den sidste aflevering – eller afslutningen før den.

Skal intet tilat slå holdet ud

Det viste sig hurtigt, at Skjold-træner Palle Olsens højtøstede tale i pausen havde effekt. Gæsterne scorede få minutter inde i anden halvleg og udlignede midt i halvlegen. Ikke fordi det var ufortjent, men Holbæk havde fortjent at generobre føringen, ikke mindst på Rasmus Petersens langskudsdrøn på overliggeren.

Holbæk kom ikke til nævneværdige forsøg i slutfasen, og havde ingen angribere på bænken. Midtbanespilleren Michael Schmidt Nielsen afløste Kim Munk, men nåede kun seks minutter på banen.

At indskiftningerne kom for sent i en halvleg, hvor ikke meget fungerede, er nemmest at påpege efter kampen.

– Ja, når man kigger i bakspejlet, så skulle jeg jo have skiftet ind. Problemet med holdet er, at det er så gennem-urutineret, at der skal intet til at slå dem ud. Vi blev nervøse, det har vi lidt under i hele sæsonen, sagde Holbæk-træner Carsten Lundsteen.