Hørsholms børn trives godt

Et stigende antal 15-årige lider dog af søvnproblemer – sociale medier får skylden

Hørsholm Kommunes børn er generelt sunde: De trives godt, spiser fornuftigt, drikker mindre søde drikke og er mindre kræsne.

Årets sundhedsprofil 2013-2014 viser en yngre årgang, hvor over 90 procent trives godt generelt og i skolen, hedder det i konklusionen på undersøgelsen, der har omfattet en årgang indskolings- og udskolingsbørn.

Det billede er Otto B. Christiansen, formand for Hørsholm Kommunes Sundhedsudvalg, tilfreds med og vil bede kommunens administration komme med forslag til, hvordan de problemstillinger, der også er, kan forbedres.

En af udviklingerne, der bekymrer Otto B. Christiansen, er stigningen i klager over søvnproblemer blandt udskolingseleverne. Ifølge undersøgelsen er andelen steget med 19 procent i løbet af de seneste seks år.

En årsag kan være, at eleverne i stigende grad bruger sociale medier helt frem til, at de skal sove – med uro, angst, anspændthed eller bekymring som følge.

"Det er faktisk det, der bekymrer mig mest i en ellers positiv sundhedsprofil," påpeger Otto B. Christiansen, som dog er mere usikker på, hvad kommunen så kan gøre ved det.

"I min verden handler det nok mere om, at det er forældrene, der har ansvaret. Det er dem, vi skal appellere til," siger han til Ugebladet .

Hørsholms indskolingselever er ifølge undersøgelsen gode til at motionere, men ikke specielt gode til selv at gå eller cykle i skole: Under halvdelen af indskolingsbørnene kommer selv til og fra skole.

"Argumentet for, at folk kører børnene i skole, er, at der er så mange biler på vejene. Ja, det tror da pokker," siger udvalgsformanden, der gerne ser, at andelen af selvtransporterende børn vokser.

Hos de15-årige i kommunens 9. klasser er mangel på motion og stigende overvægt en udvikling, der springer i øjnene. Kun godt en tredjedel af årgangen motionerer dagligt eller næsten dagligt, og antallet af overvægtige eller stærkt overvægtige er steget siden sidste års undersøgelse for et år siden.

"At kun 35 procent af årgangen motionerer dagligt, det er simpelthen for lidt," mener Otto B. Christiansen, der også finder det en anelse bekymrende, at brugen af hash stiger.

Til gengæld kan han glæde sig over, at antallet af 9. klasses elever, der endnu ikke har været fulde, fortsat stiger og nu udgør næsten halvdelen af årgangen.