Høj valgdeltagelse i Hillerød: “Det varmer mit EU-hjerte”

Hillerødborgerne var flittige ved stemmeurnerne, da der var valg til Europa-Parlamentet søndag.

På landsplan endte stemmeprocenten på 66 procent, men i Hillerød stemte hele 71,4 procent af de stemmeberettigede borgere. Det viste den foreløbig optælling mandag formiddag.

Se flere billeder fra dagen her i galleriet:

Det svarer til, at 26.201 hillerødborgere satte deres kryds i løbet af valgdagen.

Venstre blev den store stemmesluger i Hillerød med 22,8 procent af stemmerne, mens Socialdemokratiet fik 19,2 procent af stemmerne.

Hillerøds borgmester Kirsten Jensen (S), der sad i Europa-Parlamentet fra 1989 til 1999, glæder sig over den høje stemmeprocent i Hillerød.

"Det varmer selvfølgelig mit EU-hjerte, at stemmeprocent kom op over 71 procent. Det viser jo med al tydelighed, at valgforskerne og meningsmålinger, der havde spået en lav vælgeropbakning, tog grueligt fejl. Det er godt for demokratiet, men det er også et vigtigt signal at sende i en tid, hvor der er så meget, der presser det europæiske samarbejde. Jeg ser det som et signal på, at vi vil det europæiske samarbejde, fordi det er her de store problemer bedst kan tackles. Det er et meget vigtigt signal at sende," siger Kirsten Jensen, der var formand for valgstyrerne i Hillerød-kredsen i forbindelse med EU-valget søndag.

Også i Hillerød fik Dansk Folkeparti noget af en vælgerlussing og endte med at få kun ni procent af stemmerne. Det svarer til en tilbagegang på 13,7 procentpoint i forhold til sidste Europa-Parlamentsvalg.

I Hammersholt var borgerne ekstra flittige ved stemmeurnerne. Her satte hele 88,02 procent af de stemmeberettigede borgere et kryds, og Hammersholt blev således det område i Hillerød med den højeste stemmeprocent, mens man i den anden ende af skalaen finder Grønnevang Skole, afdeling Østervang med en stemmeprocent nede på 66,33 procent.

De personlige stemmer var ikke optalt ved redaktionens deadline mandag klokken 12, men du kan læse mere på www.hip.dk.

Du kan se alle stemmetallene fra Hillerød her