Hvis udsigten til en spændende sæson er ligeså flot, som Roskilde Fjord så ud fra Hotel Søfryd i Jyllinge, da HØJ mandag holdt pressemøde før den nye sæson, så lover det godt for håndboldfællesskabet.
HØJ er inde i en rivende udvikling, hvor medlemstallet stadig er stigende. Klubben har en meget stor og stærk ungdomsafdeling og hos seniorerne er damerne placeret i 3. Division og herrerne i 2. Division, hvor de opnåede nogle flotte placeringer i sidste sæson. Klubben har ry for at have nogle gode træner, hvor damerne trænes af Flemming Clausen og Claus Kuno og hos herrerne er Johnny Albertsen vendt hjem efter flere år i Hillerød og Nordsjælland, hvor han sammen med sidste års træner Thomas Laursen står for træningen.
Damerne har fået tilgang af tre tidligere HØJ-spillerne, der har været en tur ude og spille i højere divisioner. Det drejer sig om Tine Larsen, Tinna Zola og Maiken Mogensen, hvor sidstnævnte i sidste sæson spillede for svenske Lugi. På pressemødet meldte Claus Kuno også frisk ud, at målsætningen var en oprykning til 2. Division. Også hos mændene er der optimisme at spore.
"Sidste år havde vi ni gode stampspillere på holdet, men i år har vi tolv," sagde herrernes træner Johnny Albertsen.
Hans målsætning var en placering i top-tre, men nok vigtigere var, at andetholdet rykkede op. Til førsteholdstruppen, der består af atten spillere, er seks nye spillere med. Det drejer sig om Michael Lucas, Filip Bjørkman og Lars Michael Schou, der alle tre kommer fra Elite 3000, Henrik Olsen fra AG Håndbold og de to unge Thomas Andersen og Steffen Kierkegaard, der har spillet i Himmelev. Det kneb noget sidste år på målmandsposten, hvor man kun havde Stefan Klausen, men i år har man fire målmand, hvor klubben har antaget Casper Kolling som målmandstræner.
Sportschef Søren Mogensen er klar i spyttet angående en mulig oprykning til 1. Division.
"Det er ikke målet her og nu, men ligger det sådan, at vi ligger til en oprykning, vil vi ikke løbe baglæns for at undgå en oprykning. Det at spille i 1. Division er en meget kostbar affære, men skulle det ske, har vi fem dygtige medlemmer i sponsorudvalget, der nok skal løse opgaven. En ting står dog fast, at det ikke på nogen måde vil gå ud over ungdommen og bredden i klubben," sagde sportschefen.
Både damerne og herrerne spiller deres første kamp lørdag den 26. September på hjemmebane.