Hjertetilfælde skyld i trafikulykke

Bilist fik ildebefindende og kørte op bag i bil og blev kørt på Rigshospitalet

Foto: Jesper Kappel

En 63-årig mandlig bilist fik mandag eftermiddag klokken 16.15 et ildebefindende og kørte op bag i en anden bil. Ulykken skete, da han kørte på Strandvangen ved Roskildevej i Frederikssund. Efter bilisten var kørt op bag i den anden bil, fortsatte han gennem en hæk og endte med at køre ind i en handicapbus, der stod parkeret bag ved hækken.

Politi og ambulance kom hurtigt til stedet og genoplivede manden, inden han med politieskorte klokken 16.55 bliver kørt ind til Rigshospitalet. Her blev den 63-årige mand, der kommer fra Frederikssund, indlagt. Meldingen sent mandag aften fra Rigshospitalet var, at bilisten har haft et alvorligt hjertetilfælde, og at hans situation er stabil, men at han er lagt i koma.

Bilisten i den anden bil – en kvinde på 51 år fra Jægerspris – kom ikke til skade ved ulykken.