Hjerneskadeforeningen i de nye kommuner

ORGANSATION Hjerneskadeforeningen opretter nu lokalforeninger i de nye kommuner (i det nuværende Frederiksborg amt) med tilbud til hjerneskadede og deres pårørende. Hvis du selv har en skade, er pårørende eller blot har interesse for hjerneskadeområdet, inviteres du til informationsmøde den 28. november kl. 18.30.

Omkring 60.000 mennesker i Danmark lever med følgerne af en pludselig opstået hjerneskade. Det svarer til antallet af indbyggere i en stor provinsby. Disse personer og deres pårørende kommer fra årsskiftet til at mærke store ændringer på hjerneskadeområdet. Med kommunalreformen forsvinder amterne og regionerne kommer til. Reformen betyder også, at kommunerne fremover får forsynings-, finansierings- og myndighedsansvaret for de fleste opgaver inden for handicapområdet. Det indebærer, at det er de enkelte kommuner, der fremover skal tage stilling til alt vedrørende det offentliges indsats i forhold til mennesker, der rammes af en hjerneskade og deres familier.

Disse opgaver vil Hjerneskadeforeningen følge nøje i de nye kommuner – og det kan foreningen bedst gøre ved at erstatte den nuværende forening i Frederiksborg Amt med nye kommuneforeninger.

Hjerneskadeforeningen opretter derfor lokalforeninger i så mange kommuner som muligt. Med tiden er det ambitionen, at alle kommuner i det tidligere Frederiksborg Amt er dækket af en lokalforening.

For at kickstarte processen afholder Hjerneskadeforeningen informationsmøde for alle interesserede i Frederiksborg Amt, som vil høre mere om ændringerne og de nye kommuneforeninger. Mød derfor op tirsdag den 28. november kl. 18.30 på Specialundervisningscentret, Egedammens lærerværelse Skovledet 14 i Hillerød.

Deltag i informationsmødet og hør mere om, hvad Hjerneskadeforeningen kan tilbyde i lokalområdet. Samtidig får du også mulighed for at komme med gode idéer og ønsker til foreningens arbejde i de nye kommuner.

Alle er velkomne, også selvom de ikke er medlemmer af foreningen. Der bydes på lidt at drikke og mødet slutter senest klokken 21.