Af Nikolaj Bührmann, gruppeformand og borgmesterkandidat for SF Allerød, Uglevang 20, Allerød:
Midt i den lokale debat er det væsentligt at smide landspolitiske emner på banen. Det er væsentligt, fordi vi er inde i en periode, hvor lands- og lokalpolitik er tættere knyttet en nogensinde, og fordi kommunerne er blevet styret hårdere og hårdere under den siddende VKO de facto-regering.
Flere og flere opgaver lægges i kommunerne uden at finansiere dem fuldt ud; I SF mener vi, at det er håbløst på den lange bane.
Derfor er det ikke alene Allerød Kommune, men resten af landets kommuner, der nu bliver tvunget til at skære på kerneydelser for at finansiere nye opgaver…
"Hjemmehjælpen kommer desværre ikke i dag. Det skyldes, at vi har fået en ekstra regning fra regeringen på vores arbejdsløse. Vi har kun råd til at betale regningen, hvis vi sparer din hjemmehjælp i denne uge."
Hvad tror du, fru Hansen på 87 ville sige, hvis hun blev ringet op med den besked? Jeg tror, at hun vil blive rigtig gal og sige, "Hov, stop. Mine nullermænd forsvinder altså ikke, fordi der er kommet flere arbejdsløse i kommunen."
Ikke desto mindre kan det blive det, som vores ældre risikerer i de kommende år. Lars Løkke, Pia Kjærsgaard og Lene Espersen synes nemlig, at kommunerne skal spare ekstra på folkeskole, daginstitutioner eller ældrepleje, hvis den økonomiske krise skulle sende ekstra mange af kommunens borgere ud i arbejdsløshed.
Her i kommunen er vi i fare for at blive taber i det spil.
Beskæftigelsesministeren har regnet på, hvad Allerød Kommune kunne komme til at betale, hvis ledigheden stiger til 140.000, som mange økonomer regner med i 2010.
Det giver en ekstraregning til kommunen på 2,4 millioner kroner.
Den regning skal selvfølgelig betales, og her er det så, at vi kan risikere at skulle diskutere nedskæringer på hjemmehjælpen.
Omregner man de førnævnte 2,4 millioner kroner til aflyste hjemmehjælpstimer, vil det betyde aflysning af cirka 8.000 timer.
Det vil gå helt urimeligt ud over mange andre end fru Hansen på 87.
Den slags vil SF aldrig stemme for på Christiansborg.
Vi vil ikke lade det gå ud over hjemmehjælpen; SF slås i stedet for at få regningen sendt tilbage til staten, hvor den hører hjemme.
Derfor håber jeg, vi får en ny regering inden kommunalvalg 2013…