Gavebordet var proppet og lykønskningerne var mange, da Center-Kiosken Skjold Burne i Egedal Centret bød indenfor til fredagens reception i anledning af butikkens 40 års jubilæum.
Dagen startede med morgenbord og gratis kaffe, og senere på dagen var der stort rykind af både kunder, venner og forretningsforbindelser – ja endda borgmester Willy Eliasen tog sig tid til at kigge forbi for at sige tillykke til Carsten Nielsen, Brian Nielsen og Anette Andersen, der i 21 år har drevet en succesrig kiosk, som de overtog fra deres forældre Birthe og Poul-Erik.
Det er ikke hverdagskost, at en butik i lokalområdet kan prale af at have så mange år på bagen, og selvom de tre søskende har haft god tid til at vænne sig til tanken, så gjorde det store fremmøde af glade gæster alligevel stort indtryk.
"Det er en helt særlig dag for os alle. Vi er meget taknemmelige for den store opbakning, og heldigvis er vores forældre til stede, så de kan få det hele med," sagde Brian Nielsen, som satte en tyk streg under, at kiosken er klar til at tage en tørn mere.
"Vi snupper 40 år mere. Ej, vi er i hvert fald klar og motiveret til at køre videre for fuld damp. Alle de her mennesker bekræfter os i, at vi gør noget rigtigt, så det vil vi fortsætte med," sagde Brian Nielsen.