Hillerød Kommune tilmelder sig kampagnen Giftfri Haver

Kun når det gælder bekæmpelsen af bjørneklo vil Hillerød Kommune bruge gift

Hillerød Kommune har nu tilmeldt sig initiativet 'Giftfri Have'.

Formand for Natur, miljø og klimaudvalget Louise Colding Sørensen (S) har selv en giftfri have og synes, det er vigtigt, at kommunen støtter op om initiativet:

"Vi har faktisk ikke brugt gift i lang tid på de offentlige arealer. Vi ønsker at tilmelde os til initiativet 'Giftfri Have' nu, blandt andet for at signalere, at beskyttelsen af planter, insekter og dyr er vigtige dele af vores økosystem. Vi håber, at vi ved at tilmelde offentlige arealer kan inspirere andre i kommunen til at følge trop," udtaler hun i en pressemeddelelse.

1.246 fodboldbaner

Hillerød Kommune tilmelder 8.879.127 kvadratmeter af kommunalt ejede arealer svarende til cirka 1.246 fodboldbaner.

De arealer, som ikke tilmeldes, er overvejende veje og bygninger.

Kun til bjørneklo

På få arealer anvender Hillerød Kommune i dag gift, kun mod den invasive plante bjørneklo. Det sker kun, hvor det ikke er muligt at bekæmpe planten på andre måder eller langs enkelte vandløb, hvor spredningen kan være eksplosiv. Disse arealer er fratrukket ved tilmeldingen.

"De seneste år er der fundet flere rester af sprøjtegifte i grundvandet. Heldigvis er der fortsat godt drikkevand i vandhanerne i Hillerød. Det skal der også være til vores børnebørn i fremtiden. Det er vores alles ansvar," siger Louise Colding Sørensen.

Med tilmeldingen håber Hillerød Kommune at kunne inspirere private og virksomheder til også at sætte sprøjten på hylden og skåne miljøet.

Det er Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen Praktisk Økologi, der står bag Giftfri Have. Formålet er at undgå brugen af gift i private haver og på offentlige arealer.

Mdt