Hillerød er med i toppen

Foto: Mads Hussing

Det er lang tid siden at Hillerøds bedste fodboldherrer har været med i toppen af rækken, men med lørdagens sejr på 4-0 på hjemmebane over Ølstykke er Hillerød på en delt tredjeplads i Serie 1. Der skal kigges godt i arkiverne for at se en start på sæsonen, som den nuværende og med de mange sejre det blev til i foråret, har Kim Rasmussen forvandlet Hillerød Fodbolds bedste seniorhold fra et hold der var bange for at vinde, til et hold der kæmper for at vinde, og som ikke lader dumme mål gå ind i sidste øjeblik, med pointtab til følge. I lørdagens kamp gik det udover bundholdet Ølstykke, der blev sendt hjem fra Hillerød med et 4-0 nederlag.

Dermed har Hillerød 10 point efter fem kampe, og kun en kamp er tabt. Lørdag 12. september klokken 15.30 går det igen løs for Hillerød, der skal møde Espergærde på udebane. Espergærde ligger kun to point efter Hillerød, med lige så mange kampe spillet.