Hillerød-drenge blev Danmarksmestre med Lyngby

Da Lyngby for et par uger siden vandt det Danske Mesterskab i fodbold for U16 drenge var det blandt andet takket være to tidligere HGI-spillere

Foto: Jesper Frank Christensen

To af Hillerøds allermest talentfulde fodboldspillere opnåede i denne sæson, som en del af meget få, den fornemme ære at kunne kalde sig Danmarksmestre i fodbold. De to Hillerød-drenge, Janus Tingleff Søndergaard og Philip Lindgaard, spiller i Lyngby BK i Drengeligaen, men har en lang fodboldfortid i HGI, hvor de blandt andet var en del af det meget talenfulde årgang 92-hold, som blev Sjællandsmestre i 2005.

Janus har foråret igennem spillet i det centrale forsvar, mens Philip har gjort sig som kantspiller, på det stærke Lyngby-hold, der er gået igennem Danmarksturneringen uden at tabe en eneste kamp. Guldmedaljerne kom i hus to spillerunder før sæsonafslutningen, da man hjemme på Lyngby Stadion midt i juni måned besejrede de detroniserede Danmarksmestre fra OB med 2-0, og så betød point-tabet ved den uafgjorte 1-1 kamp imod KB i sidste spillerunde ingenting.

De to Hillerød-drenge har foruden at spille sig til guldet i Danmarksturneringen også gjort det flot i de mange internationale turneringer, som holdet har deltaget i, og har sammen med resten af Lyngby-mandskabet blandt andet været i Barcelona, Liverpool og Qatar. Janus Søndergaard var ydermere i vinterferien sammen med en holdkammerat til prøvetræning i den skotske storklub Celtic FC, som blandt andre har haft den tidligere landsholdspiller Thomas Gravesen og den svenske stjerne Henrik Larsson på lønningslisten.